Klar til at udforske Madagaskar? Her er fem hurtige facts fra en kvindelig rejsende på eventyr i dette unikke hjørne af verden. Fra transport til vilde natur- og dyreoplevelser – følg med, mens jeg kaster et hurtigt blik på, hvad det indebærer at være en kvindelig rejsende på Madagaskar, og mine bedste fifs til at du får den bedste tur – og rejser afsted med ro i maven. Denne gang er indlægget lidt længere end normalt, men jeg har forsøgt at fatte mig i korthed!
💁🏼♀️ “Ladies first”. Langt størstedelen af de mennesker vi mødte – om det var chauffører, tjenere, receptionister, security folk osv. – havde stadig den gode og gamle “ladies first” tilgang. Chaufføren åbnede min dør først (hvis overhovedet Victors), tjenerne afleverede min mad først, og jeg hørte endda “ladies first” blive sagt et par gange. Mon ikke det også havde noget at gøre med, at vi var turister:) Jeg havde dog aldrig oplevelsen af at blive utilpas fordi jeg er kvinde. Alle vi mødte, om det var lokale landsbyfolk eller personale på restauranter eller hoteller, var meget respektfulde, og skønne livsstykker.
🚙 Du kan ikke leje en bil, og transportere dig selv rundt på Madagaskar. Eller jo, det kan du godt, men ingen gør det. Og det kan ikke rigtig betale sig. Vejnettet og vejene i sig selv er helt utroligt ringe, så selv de kortere ture tager meget længere tid end først forventet. Eksempelvis skulle vi køre ca. 180 km (eller vores chauffør skulle) og det endte med at tage 8-9 timer, fordi vejene er så dårlige. Der er simpelthen direkte huller i vejen, hvor 3 meter af vejen bare er væk – og så dropper bilen lige 30 cm ned, for så at køre op igen. En meget anderledes oplevelse end hvad vi er vant til med vejene i Danmark.
Vi kørte med chauffør på begge halvdele af vores tur rundt på Madagaskar. Første halvdel var med en engelsktalende chauffør, Rivo, som var så skøn – han reparerede også lige bilen, da et hul i vejen var lidt for voldsomt, og noget gik i stykker under bilen. Den anden halvdel af turen kørte vi med en ikke-engelsktalende chauffør. Dette var lidt en anderledes oplevelse, men fungerede stadig uden problemer. Google Translate og hotellernes personale brugte vi til at kommunikere med ham – og vi kom uden problemer fra A til B.
🦎 Forbered dig på Madagaskars vanvittige dyreliv! Jeg var overhovedet ikke klar på, at jeg skulle opleve så mange vilde kamæleoner, gekkoer og lemurer på rejsen. Især sidstnævnte var så vildt at opleve. Vi var så heldige, at have en god lokal guide i især Andasibe National Park, hvor vi kom helt tæt på de unikke og helt fantastiske Sifaka lemurer. En oplevelse vores guide også fortalte var noget helt for sig – de er normalt meget mere sky – da de jo er vilde dyr.
En ting jeg især var vild med, var at i alle de nationalparker vi besøgte på Madagaskar, blev ingen af dyrene fodret. (Det var kun på Lemurs Island, at de gjorde det, for at tiltrække turister, der gerne vil opleve dyrene helt tæt på. Det var dog ikke helt det samme, når man vidste, at dyrene blev fodret, for at man kunne få den oplevelse.)
Så tag helt klart i de lokale nationalparker og oplev de helt utroligt smukke dyr – de lokale guider er vanvittigt gode til at spotte dyrene, og kende deres adfærd og opholdssteder, samtidig med at respektere dem. Det koster derudover heller ikke ret meget at komme ind i parkerne – og så er der også plads i budgettet til at give nogle pæne drikkepenge til de utroligt kompetente guider. Tak til dem! <33
Derudover, så mødte vi jo selvfølgelig også nogle lidt mindre sjove dyr (synes jeg). Victor mødte en enkelt slange, vi havde besøg af nogle frøer en enkelt nat, og ellers var der de obligatoriske gekkoer, som var lidt overalt. Jeg er ikke så glad for sådanne dyr, men synes faktisk ikke at det var så galt igen. Det er på ingen måde de ting jeg husker fra vores tur. Desuden, gav det mig meget ro indeni at vide, at der IKKE er nogle giftige dyr på Madagaskar. Hverken slanger eller andet. Læs mere om Madagaskars dyreliv her.
🚓 Nogle steder er det ikke altid sikkert at færdes. Især ikke når det er mørkt. Ikke fordi, at der som sådan var meget kriminalitet, eller at man følte sig usikker i områderne. Men det anbefalede de lokale ikke. Så det gjorde vi selvfølgelig ikke. Derudover er hovedstaden, og det omkringliggende område heller ikke særlig sikkert at færdes i. Jeg var lidt dårlig efter at vi var kørt fra hovedstaden, men fik strenge (og omsorgsfulde) instruktioner fra vores chauffør, at jeg ikke skulle hoppe ud af bilen, hvor vi var, da der ikke var særlig sikkert. Men at jeg gerne måtte blive dårlig i bilen – han var så behjælpelig med alt det jeg skulle bruge. (Kæmpe anbefaling at rejse med Visit Mada Tours – ikke en reklame, men blot en kærlig anbefaling, da alt var så godt planlagt, og vi altid kunne komme i kontakt med ejeren Benjamin. Han svarede altid inden for kort tid, så vi følte os altid godt tilpas.)
💸 Vil du gerne købe vanilje og andre krydderier til meget billige penge? Vi var overrasket over, hvor få steder man egentlig kunne købe det. Madagaskar er jo kendt for deres vanilje, og vi havde glædet os til at opleve lokale markeder, hvor man kunne købe det i spandevis. Det var dog ikke helt det, der skete. Vi havde på vores allersidste dag på Madagaskars fastland affundet os med, at vi nok ikke fik købt noget med hjem alligevel.
Vi blev derfor meget overrasket, da vores chauffør stoppede midt i ingenting og viste os ind ad en skovvej – ja, vi havde da en del ideer om, hvad vi skulle derinde – men at finde en sød “vejbod” med en skøn familie stående inde midt i skoven. Her solgte de simpelthen alt, hvad hjertet begærede af krydderier – også vanilje! Man kunne også godt mærke, at de var vant til at få besøg af turister, da de talte flot engelsk, og man sagtens kunne føre en samtale med dem. Se gerne billedet nedenfor af den søde familie ved deres bod i skoven.
Bonus tip:
🧳 Har du lidt ekstra plads i kufferten? Vi tog noget tøj med hjemmefra, som vi alligevel aldrig brugte, og ved et stop inden vi skulle opleve det vanvittige naturfænomen “Red Tsingy” stod der en masse børn, som blev utroligt glade for at få vores pæne, og næsten ubrugte, tøj. Vi var heller ikke de eneste, der havde tænkt på det – en større familie havde stop samme sted, og vi kunne se, at de havde taget ting med til børnene også. Har du noget tøj eller andet du ikke bruger længere? Så er jeg sikker på, at der kan laves lidt plads i kufferten til det 🙂 Det var i hvert fald helt vildt specielt at se nogen blive SÅ glade for en simpel t-shirt. Se lige de søde børn på videoen nedenfor.
Er du fortsat nysgerrig på, hvad Madagaskar har at byde på? Jeg laver løbende flere indlæg med “fem hurtige”, så du nemt og hurtigt kan få et overblik over de vigtigste ting til din næste rejse. Derudover, kan du læse vores andre indlæg om Madagaskar ved hjælp af linket nedenfor.
Har du ellers spørgsmål omkring vores rejse på Madagaskar, eller har du andre spørgsmål? Tøv ikke med at kontakte os på vores kontakt side!
Pingback:Madagaskar: De 10 bedste naturoplevelser - The Student Traveller
Pingback:Madagaskar, Mauritius og Reunion i 3-4 uger - Min magiske rejse - The Student Traveller
Pingback:Madagaskar: Fem hurtige praktiske råd - The Student Traveller