Mine vildeste dyreoplevelser

Jeg er helt vild med dyr og dyreoplevelser… Jeg har tilmed arbejdet i Givskud Zoo i 9 år, og er der endnu! Der er derfor ikke noget at sige til, at jeg ofte søger mod destinationer, hvor dyrelivet er i højsædet. Jeg forsøger nemlig ofte at nærstudere de steder, hvor jeg rejser hen for, hvilke dyr jeg kan finde og hvordan jeg finder dem. Derfor bruger jeg en del tid på at lede efter wildlife, når jeg rejser. Det er nemlig en fantastisk måde at opleve naturen på. 

Jeg har nedenfor her strikket en liste sammen med mine 10 vildeste dyreoplevelser i en form for countdown, så vi får det vildeste til sidst! Jeg håber, at du vil læse med, hvis du ønsker inspiration til, hvor din næste rejse skal gå hen, men også, hvis du bare elsker dyr, og vil se, hvad verden har at byde på. 

Selvom jeg har ledt efter dyreliv, så er listen præget meget af min tur til Australien, da landet har SÅ meget at byde på, når det kommer til dyreliv. Det skal så også nævnes, at alle dyrene på listen her, har været helt unikke oplevelser. Så selvom man er nummer 10, så var det stadig helt vilde oplevelser. 

Listen her opdateres løbende, hvis jeg skulle gå hen og møde et dyr, der bare SKAL på listen.

10. Delfiner

Delfiner er noget, som alle synes er søde… Jeg er ikke en undtagelse. Derfor har jeg selvfølgelig også været steder, hvor man kunne se dem. I Danmark har jeg været så heldig at være ude at sejle, hvor vi blev forfulgt at en flok muntre marsvin, men store delfiner har jeg kun set få steder i mit liv! 

Et af de steder var ved Milford Sound i New Zealand. Fjorden her tiltrækker delfiner i hundredvis, og de er meget nysgerrige. Vi tog en bådtur i det fantastiske landskab, mens de nysgerrige delfiner fulgte vores båd. Det var så fedt at se så mange delfiner trives og bare hygge sig, mens turisterne fik set landskabet.

Delfiner ved Milford Sound

9. Hajer

Et af de mest skræmmende, men også fascinerende, dyr i verdenshavene… Hajer har altid været frygtet af mange, men jeg synes de er så fascinerende og seje. Derfor har jeg også søgt rejsemål, hvor man har kunne snorkle eller dykke med de blodtørstige væsener. 

Jeg har haft chancen flere gange. Både i Egypten, men også rigtig mange steder i Australien. I Australien var Great Barrier Reef et hit, især ved Heron Island. Her kunne man både snorkle med hajerne, men også se dem svømme rundt langs stranden. Her så vi både sort- og hvidtippede revhajer, men også et par store leopardhajer.

Et dårlig forsøg på at filme en haj ved Heron Island
Små hajer ved Heron Island

Jeg har nu stadig en drøm om at cage dive med hvidhajer, men det har endnu ikke været en mulighed for mig.

8. Wapitihjorte

Wapitihjorten er den næststørste hjort efter elgen. Så at opleve dette dyr helt tæt på var en meget unik oplevelse.

Vi stødte på hjorten flere gange på vores roadtrip gennem USA. Nogle gange mere rare end andre… Vi havde spottet flere langs vejene om dagen mens vi kørte, men om aftenen blev det endnu værre. Når man kørte rundt kunne man hele tiden se røde øjne lure langs vejen. Wapitihjorten er ikke sky af sig, og lader sig ikke skræmme af bilister. Derfor fik vi et kæmpe chok, da der pludselig stod en flok på over 200 dyr midt på vejen. Hjorten kan veje op til 500 kg, så de havde ikke været sjove at ramme. Vi fik heldigvis klodset bremsen i, også fik vi i stedet nydt de mange dyr, en kølig august aften i USA.

Slutningen af den enorme flok wapitihjorte vi mødte i mørket
De store dyr er ikke bange for mennesker. Her set ved Yellowstone

Det næste møde var sjovere. Ved Grand Canyon Nationalpark fandt vi nemlig en KÆMPE wapitihjort han, som bare passede sig selv. Her tronede den rigtigt med det kæmpestore gevir. Han var slet ikke påvirkede af alle de gæster, som fik øje på ham. Et helt enestående dyr. 

En kæmpe wapitihjort han

7. Kænguruer

Man kan ikke have været i Australien uden at have kænguruer på sin liste. Derfor er de selvfølgelig også at finde på min! Efter 3 måneder i Australien, er det svært at undgå kænguruer. De er, mildest talt, over det hele. 

En kænguru og en lille kænguru unge
Små søde wallabies

Den bedste oplevelse vi havde med kænguruer, var da vi kørte gennem områderne med skovbrande. Her kom vi til en campingplads, hvor skovbrandene havde været forbi. Stedet var helt goldt, og det var 30 grader i skyggen. 

Efter vi havde spist aftensmad kom to kænguruer hen til bilen. De ville ikke gå igen. Hver gang vi gik rundt, gik de dog mod vores vand. Vi tænkte, at de måske var tørstige, fordi det ikke havde regnet i lang tid. Vi fandt derfor en skål og fyldte med vand. Kænguruerne skyndte sig hen til skålen og drak, og de stoppede ikke, før skålen var tom. Derefter fyldte vi den igen, indtil de ikke var tørstige mere. Sikke en oplevelse.

To tørstige kænguruer drikker vand ved vores bil i tørre Australien

6. Verdens farligste fugl – Kasuaren (casowarry)

Det er måske de færreste, der ved det… MEN, kasuaren er faktisk verdens farligste fugl. Fuglen, der ligner en strudsefugl, er kæmpestor, og en af de ældste nulevende fugle. Den kan ikke flyve, lægger grønne æg og har kæmpe dinosaur lignende fødder. Sidstnævnte, er også det, som gør fuglen farlig. Dem kan den nemlig sparke med.

Fuglen er meget truet, og i Australien lever de kun i et meget lille regnskovsområde. Når du så er her, så er der skilte med, at man skal passe på! Hvis man ser en kasuar, så skal man stå helt stille! 

Dette oplevede vi på en vandretur i skovene. Pludselig stod der en kasuar for enden af en naturtrappe. Vi stod helt stille og fuglen gik op til os. Stille og roligt gik det, mens hjertet hamrede af sted hos Simon og jeg. Fuglen gik helt op på siden af os, og jeg fik sneget min telefon frem til et par billeder. Efter at have studeret os lidt, gik fuglen ind i den tætte skov igen. Sjældent har jeg været så nervøs ved et dyremøde, men hold op en oplevelse det var.

Den farlige kasuar, da den går forbi mig!
Kasuaren på vej mod os

5. Tæppepython

Jeg har altid elsket krybdyr, så derfor er det ikke en overraskelse for folk jeg kender, at der er en slange på listen. De færreste vil nok mene, at denne slange skal på listen, men jeg synes den var så fed!

Ved Blue Mountains fandt jeg nemlig en tæppepython. En kvælerslange, som ikke er farlig for mennesker. Den kom krybende henover stien, da vi kom gående, så jeg var ellevild, da vi fandt den! Vi havde gået i 2 måneder uden at se en slange, så det var virkelig fedt at se en… ENDELIG! Slangen var så rolig, fordi den lige havde spist, så vi havde mulighed for at komme helt tæt på og sågar røre slangen, inden den stille og roligt krøb videre ind i buskadset. 

Den flotte flotte tæppepython i Australien

4. Bisonokser

De store mægtige bisonokser regerer over naturen i USA. De er så store, flotte og majestætiske. Du kan både finde dem i kæmpe flokke med tusindvis af bisoner, mens de andre steder vandre alene rundt. Men ta’ dig i agt! Bisonokser sårer flere mennesker i Yellowstone end bjørne gør. De kæmpestore dyr, kan sagtens smide dig flere meter op i luften, så man skal nyde dem på afstand. 

Vi så bisoner flere steder. Det bedste sted at se bisoner, hvis du spørger mig, er Custer State Park. Her er der 2-3 flokke, som alle har flere hundrede dyr. Her havde vi en drone med, som fik flotte billeder af bisonokserne. 

En af de store flokke bisonokser
Droneoptagelser vi tog ved flotte Custer State Park

På vores tur til Yellowstone Nationalpark, så vi også en del bisoner. Her gik de fleste dog alene. Her havde vi flere close encounters. Eksempelvis gik der en lige ved siden af os på en vandretur. Da vi kørte rundt, var vi også nødt til at stoppe, da en bison lagde vejen forbi. Det fik jeg en fantastisk optagelse af.

Den fantastisk optagelse fra en enlig bisonokse
Endnu en bisonokse ved Yellowstone Nationalpark

3. Koala

Koalaen er helt klart det sødeste dyr, som jeg har mødt! Vi mødte dem en del steder i Australien, og vi var på flere koala sanctuaries, som var godt fyldt grundet skovbrande. De fleste gange var de smukke dyr dog langt oppe i trækronerne, så de var svære at spotte… 

To gangen fik vi dog lov at komme helt tæt på de smukke dyr. Den første gang var, da vi holdte jul ved Guldkysten. Her fik vi en sød koala som nabo ved vores Airbnb, som vi havde lejet. 

Koalaen ved vores Airbnb

2. gang var vi dog helt tæt på. Vi var på Magnetic Island, som er et af de bedste steder at spotte koalaer. På en vandretur, så vi pludselig en koala i et træ. Den sad kun 1 meter oppe, så vi gik hen og tjekkede det ud. Ganske rigtigt! En sød koala sad og sov i et træ. VI var helt henne og kigge, og den var så sød! Det lignede en lille sød bamse, som man ville have med hjem. Den gik dog ikke, men vi blev en oplevelser rigere. En oplevelse, vi ikke ville være foruden. SIkke et smukt og sødt dyr.

Den sødeste koala ved Magnetic Island

2. Brun- og sort bjørn

En af mine helt store drømme, har altid været at møde en bjørn i virkeligheden. Dette var så heldigt at ske for mig i sommeren 2022, hvor jeg var på roadtrip i USA. Her besøgte vi nemlig Yellowstone Nationalpark, som er hjemsted for både den brune- og sorte bjørn. 

Jeg havde selvfølgelig lavet min research, og havde fundet stedet, hvor vi skulle finde bjørne. Da vi så skulle afsted, havde der været så kraftige oversvømmelser, at vejen var skyllet væk. Den rute vi skulle have taget var derfor ikke længere mulig. Vi tog derfor en anden vej ind i parken…

Parken var fantastisk, men vi havde ikke set nogle bjørne, da vi var færdige i parken. På vej mod udgangen ser vi 3-4 biler holde ind til siden. Vi holder også ind og spørger, hvad de laver. De så efter bjørne! De havde set en stor brun bjørn gå rundt i buskadset. Vi kiggede og kiggede, men fik kun et lille glimt af dens ryg. De andre biler kørte, så vi var de eneste tilbage. 

Mens vi alle stod og skuede den ene vej efter brunbjørnen tænkte jeg, at der måske var noget bag os. Og ganske rigtigt! 15-20 meter bag os, havde en stor sort bjørn sneget sig ind på os. Det var helt vildt!! Adrenalinen pumpede, da man aldrig ved, hvad så stort et rovdyr kunne finde på. Mens de andre bevægede sig mod bilen i sikkerhed, forsøgte jeg at få et par gode billeder, inden jeg også ville i sikkerhed. Bjørnen poserede for mig, så vi fik nogle fantastiske billeder. Det var en af de vildeste oplevelser, som jeg har haft!

Den nysgerrige bjørn på vej mod os

1. Havskildpadder

Selvom, at der nok er dyr på listen, som er betydeligt sværere at finde, så må havskildpadder være en ubestridt nummer 1 på min liste. Disse dyr er simpelthen fantastiske. På Heron Island i Australien var vi så heldige at svømme med dem, se dem lægge æg på stranden, og se de nyudklækkede hatchlings løbe mod vandet. 

Vi oplevede altså skildpadderne i deres total naturlige habitat. På Heron Island kommer hundredvis af skildpadder op på land, hvert eneste år for at lægge æg. Der er også kun et enkelt resort på øen, da den er så lille, at det kun tager 30 minutter at gå rundt om den. 

Der er koralrev hele vejen rundt om øen. Ikke langt ude i revet fandt vi vores første skildpadder. De unge skildpadder befinder sig nemlig tæt på land. Her kunne vi svømme rundt med dem, da de slet ikke er bange for mennesker.

En skildpadde i færd med at grave en redde
En lille hatchling, der stod sent op, og nu er på vej mod vandet.

Om aftenen begyndte de voksne skildpadder så at komme på land. Her kunne man følge de kæmpe skildpadder rundt på stranden. De skulle op og lægge æg. Selvom, at de ikke ser travle ud, har de utrolig travlt. De skal nemlig være tilbage i vandet, inden solen står op, da solen er en havskildpadde på lands værste fjende. 

En skildpadde på vej mod havet inden solen står op
En af de bedste videoer jeg har optaget

Om aftenen klækkede flere reder med skildpadder æg også… Skildpadderne er så kloge fra de udklækkes, at de ved, at de først skal grave sig op, når sandet blive køligere (altså når solen forsvinder). Herfra jagter de det eneste lys, som de kan finde, da deres natur siger, at den eneste lyskilde om aftenen er fra månen, og den reflekteres i havet. Derfor skulle man have slukket lys på lejlighederne tæt ved vandet efter mørkets frembrud. 

Det er en helt unik oplevelse at prøve, som jeg klart vil anbefale, at alle prøver i deres liv. Det er naturen fra dens bedste side! Netop derfor er skildpadder også nummer 1 på min liste over de vildeste dyreoplevelser, jeg har haft. Hvis du vil læse mere om fantastiske oplevelser på den australske østkyst, så kan du finde dem lige her.

En nydudklækket hatchling på vej mod havet
En helt redde af små skildpadder er på vej på af sandet

Nu har du læst om mine vildeste dyreoplevelser! Hvis du har haft nogle vilde dyreoplvelser, så vil jeg meget gerne høre om dem i kommentarsporet nedenfor.

3 kommentarer

  1. Pingback:De 10 vildeste dyreoplevelser på Madagaskar - The Student Traveller

  2. Pingback:Australien: Fem hurtige om trafikken - The Student Traveller

  3. Pingback:Hvordan lever og jager en kasuar?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *