Top 10 attraktioner og seværdigheder i Krakow

Min farmor har lige siden jeg blev født sagt, at jeg simpelthen bliver nødt til at besøge Krakow i Polen… Efter en fejlet tur i 2019 grundet flyaflysning var det nu tid til at komme afsted! Præcis som min farmor havde prædiket, så var Krakow helt fantastisk.

Byen har virkelig meget at byde på, og mange af tingene befinder sig meget centralt, så man kan gå til de fleste ting. Det er dog nødvendigt med tog eller taxi til de største seværdigheder, Auschwitz og saltminerne. 

Byen er pakket med historiske oplevelser og kultur, så det er bare med at gå igang! Krakow må uden tvivl være en af Europas mest fascinerende destinationer. Derudover er destinationen også billig. Man kan både bo, spise og flyve billigt hertil, så den passer perfekt ind under budget-venlige destinationer. Hvis du allerede er interesseret, så fortsæt endelig med at læs og lad dig inspirere af mine top 10 attraktioner og seværdigheder i Krakow. 

På vores tur boede vi på 1891 Garni Hotel, som vi var meget tilfredse med. Det tog kun 5-15 minutter at gå til den gamle bydel, så det var helt perfekt. 

Nyttig viden angående højtider:

Vi rejste til Krakow henover nytår og der var proppet med mennesker. Der var sort af mennesker overalt, men ikke sådan, at det var ubehageligt, der var bare mange mennesker. Det største problem var mht. aftensmad. ALLE restauranter var stort set fyldte hver eneste aften, og selvom man ringede 2 dage før for at få bord, så var de allerede fuldt bookede (altså hvis man vil have top 100 restauranter i centrum). Vi ringede til restauranter, helt op til nummer 80 på TripAdvisor, og de var booket, selvom vi ringede 1-2 dage før. Det var helt vildt.

Mht. ture, så SKAL man booke i forvejen. ALLE Auschwitz ture var fuldstændige fyldte og det samme i saltminerne. Udover dette var der lange køer, for at komme ind de respektive steder. 

Så hvis man rejser under jul, nytår, påske osv., så vær forberedt på, at der er rigtig mange mennesker, og man skal have booket de fleste ting på forhånd.

1. Auschwitz-Birkenau

Auschwitz-Birkenau må simpelthen være et af de mest skræmmende og bevægende steder i verdenshistorien. Dette kompleks af tidligere koncentrations- og udryddelseslejre blev et symbol på Holocaust og den ubeskrivelige lidelse, som millioner af mennesker gennemgik under nazistisk herredømme.

Besøget i Auschwitz-Birkenau er ikke en traditionel turistoplevelse, men derimod en dybt følelsesladet rejse tilbage i tiden. Her kan du se de velbevarede barakker, fangeblokke, og det berygtede jernbaneindgangsparti, hvor utallige mennesker ankom til deres frygtelige skæbne. Museet indeholder også personlige genstande, fotografier og dokumenter, der fortæller historien om de lidelser, som de indsatte gennemgik.

Selvom oplevelsen her er meget barsk, så er det simpelthen den vigtigste aktivitet at have på programmet, hvis man besøger Krakow. Man skal simpelthen opleve det for at forstå, hvor forfærdeligt det var. Der er en meget trist stemning gennem hele turen, og der bliver ikke taget mange selfies eller billeder med smil på for at respektere de mange døde.

Det er en virkelig speciel oplevelse, men også en oplevelse man ikke vil være foruden. 

Indgangspris (2023): Man kan komme gratis ind, men jeg anbefaler en guide som koster omkring 170,-

Årlige besøgende (2019): Næsten 2.4 millioner besøgte Auschwitz-Birkenau i 2019. Efter Corona har tallene været svingende. 

Pro-tip: Sørg for at blive sat af det rigtige sted eller gå til den rigtige destination, hvis du kommer med toget. Vi blev sat af de forkerte sted af vores Uber chauffør og gik derfor glip af de første 10 minutter.

Krakow Polen Auschwitz
Skyerne i baggrunden siger vidst alt om Auschwitz Birkenaus historie
Krakow Polen Auschwitz
Endnu et skræmmende billede fra Auschwitz

2. Wieliczka Salt Mine

Saltminerne var helt sikkert den oplevelse, der overraskede os mest! Wieliczka Salt Minen er en af verdens mest imponerende underjordiske attraktioner. Dette utrolige sted har været i drift i over 700 år og er kendt for sin enestående skønhed og historiske betydning.

Når du besøger Wieliczka Salt Mine, vil du blive fortryllet af det subterrane landskab fyldt med smukt udskårne saltformationer, underjordiske søer og kapeller. Højdepunkterne inkluderer Kapellet af den Hellige Kinga, en underjordisk kirke, der er smukt dekoreret med saltskulpturer, og en fantastisk saltkrystal chandelier. Det var uden tvivl et af de vildeste ting jeg har set i mit liv. Hold nu op, hvor var det flot og imponerende. Det hele var skåret ud og lavet af 3 minearbejderer. Det var alt sammen meget imponerende. 

På turen er der flere steder, hvor får illustreret, hvordan driften fungerede ved hjælp af korte videoklip, opstillede figurer og heste samt lydeffekter. Det hele er med til at give en fed helhedsoplevelse, hvor man virkelig finder ud af, hvor farligt og hårdt minearbejde er. 

Det laveste punkt på turen er 135 meter under jorden, hvor man bare bevæger sig rundt i de mange mineskakter. Selvom man dog går utrolig langt på turen, så oplever man kun 1% af ALLE skakterne. Det er helt vildt, fordi man føler man ser SÅ meget på turen.

Indgangspris (2023): 210,- for voksne

Årlige besøgende (2023): Næsten 2 millioner besøgte saltminerne i 2023

Pro-tip: Man skal ikke blive forskrækket af de mange trappetrin. Stedet er et must see, og de fleste trappetrin er overstået inden turen starter.

Den enorme underjordiske kirke, som befinder sig over 100 meter under jorden
Nogle af de gamle redskaber var stadig at finde i minen

3. Wawel Royal Castle og Wawel Cathedral (+ Wawel Dragon)

I hjertet af Krakow stiger Wawel Royal Castle og Wawel Cathedral majestætisk op på Wawel-højen og danner en betagende kulisse for byen. Disse to historiske perler er kronen på Krakows kulturelle og arkitektoniske arv og er en uundværlig del af enhver besøgsoplevelse i byen. 

Vi var oppe på højen flere gange bare for at nyde udsigten og den gode atmosfære, men vi var faktisk ikke inde i hverken slottet eller katedralen. På den ene side af højen finder man også Wawel Dragen (Drakon). Dragen er en imponerende skulptur, der puster ild ud af munden engang i mellem (vi prøvede at sætte stopuret, men det var nogle mærkelige tidspunkter den pustede ild. Den gjorde det dog meget ofte, så man skulle ikke vente mange minutter.). Omkring dragen er der nærmest hele tiden turister klar med telefonen for at fange det øjeblik dragen puster ild. En sjov skulptur, jeg synes man skal besøge!

Indgangspris (2023): Det koster 24,- for en lydguide, også skal man udover det betale for en billet til de forskellige ting man vil se. Der er et væld af billetter, man kan se mere om her.

Årlige besøgende (2022): 1,9 millioner betalt entre til stedet, hvilket gør det til det mest besøgte kunstmuseum i Polen

Pro-tip: Man kan sagtens besøge stedet uden at betale for indgangsprisen. Man kan se gården og den gode udsigt uden billet.

krakow Polen Wawel Castle
Det store Wawel Castle ligger på toppen af en høj
Den unikke skulptur spyr med ild

4. Øl Spa (Beernarium Beer Spa)

På en lettere skummel sidegade omkring hovedgaden finder man et meget lille og charmerende sted. Her finder man nemlig en ølspa.Det lyder måske ikke som det lækreste i verden, men det er virkelig fedt.

Vandet i spaen indeholder 20% øl, som skulle være rigtig godt for kroppen. Ikke nok med det, så får man også serveret øl imens. Mellem spabadene (vi var 4, så vi havde 2 bade) var der ølhaner, så man bare kunne fylde op uden at rejse sig.

Man får en meget privat og intim oplevelse, som vi synes var mega sjov. Man sidder i private rum og hygger sig en time inden ens tur er over. Der er også masser af rengøring på stedet og badene bliver tømt efter hver gæst, så det skal man ikke bekymre sig om.

Man kan også få et bad i samme stil, men med vin i stedet, hvis man vil det. Vi tog dog øl, da det er det, som stedet er kendt for. 

Indgangspris (2023): 250,- per mand, hvis man er to personer.

Årlige besøgende (2022): Der er ingen tal på, hvor mange årligt besøgende der er.

Pro-tip: Bestil hjemmefra i god tid, da der ikke er mange bade og der bliver hurtig udsolgt. Læs mere om ølspa her.

Krakow Polen ølspa
Der var massere af øl og godt humør i spa
Hanen var ikke langt fra vores bad

5. Główny Rynek (Main Market Square)

Główny Rynek er en af Europas største bypladser og har været et centrum for handel og samfundsliv i århundreder. Pladsen blev anlagt i det 13. århundrede og er omgivet af godt bevarede middelalderbygninger, der giver et vindue til Krakows fascinerende historie. Den mest iøjnefaldende struktur er Sukiennice (beskrevet i bonus som klædehallen). Det er en gotisk bygning, der engang fungerede som et handelscenter for tekstiler og nu huser det prisbelønnede Sukiennice Museum. 

Man finder også et væld af gadesælgere, som sælger alt fra pølser til sæbebobler. Udover det, så er der pakket emd restauranter og smukke bygninger. Den smukkeste af dem alle er nok St. Mary’s Basilica, som er næste punkt på listen.

Indgangspris (2023): Gratis

Årlige besøgende (2021): 11.3 millioner besøgte Krakow i 2021, hvor man må antage at de fleste besøgte den berømte markedsplads 

Pro-tip: Find restauranter lidt væk fra markedspladsen for den mest autentiske madoplevelse

Krakow Polen Main square
Den enorme marketplads, som slet ikke kan vær på billedet

6. St. Mary’s Basilica, Polen

På Główny Rynek finder man også en af de mest berømte kirker i Polen, St. Mary’s Basilica.

St. Mary’s Basilica er en majestætisk gotisk kirke i hjertet af Krakow. Den er kendt for sine to imponerende tårne og det ikoniske Hejnał Mariacki (Marys Hornsignal), der lyder hver time. Kirken er en arkitektonisk perle og et must-see sted for besøgende i Krakow. Indenfor finder du de mest smukke og udsmykkede kapeller. Faktisk var vi meget imponerede over nærmest alle de kirker vi besøgte i Krakow. Den gotiske stil er bare helt fantastisk og noget andet end, hvad vi ser i Danmark.

En anden nævne værdig kirke er Holy Trinity Church. Holy Trinity Church (Kościół Świętej Trójcy) er en bemærkelsesværdig religiøs bygning, der tiltrækker besøgende med sin historiske betydning og imponerende arkitektur.

Beliggende i hjertet af Krakow, tæt på Rynek Główny, er Holy Trinity Church et helligt og arkitektonisk mesterværk. Kirken blev bygget i det 18. århundrede og har en barok arkitektonisk stil, der fremviser overdådig dekoration og detaljerede udskæringer på sin facade. Ligesom de andre kirker i byen, er denne her helt klart også et besøg værd!

Indgangspris (2023): Gratis

Årlige besøgende (2022): Der er ingen tal på, hvor mange årligt besøgende der er.

Pro-tip: Før dit besøg er det en god idé at tjekke kirkenes åbningstider og eventuelle særlige arrangementer eller gudstjenester.

Krakow Polen St. Mary
Den smukke St. Mary’s Basilica med hestevogn og juletræ

7. Spis lokal mad

Krakow byder på en overdådig og velsmagende palet af lokal mad, der afspejler Polens rige kulinariske arv. Vi besøgte lidt forskellige restauranter og smagte så meget lokalt som vi kunne. 

De mest velsmagende retter vi fik var:

  • Pierogi: Disse fyldte dejlommer er en af favoritterne i Polen og kommer i forskellige varianter. De mest populære fyldninger inkluderer kartoffel og ost, kød, svampe eller frugt. Pierogi minder rigtig meget om dumplings, og vi var vilde med det! Nærmest ALLE polske restauranter havde pierogi.
  • Kielbasa: Polsk pølse, kendt som “kielbasa,” er en uundværlig del af polsk madkultur. Den kommer i mange varianter, fra røget til krydret og er ofte grillet eller stegt og serveret med brød eller sauerkraut. Dem kan man virkelig få mange steder, især på madmarkedet ved Glówny Rynek.
  • Placki ziemniaczane: Bedre kendt som polske kartoffelkager, De kan fås til mange ting i Polen. Vi fik dem sammen med goulash. Virkelig lækkert.
  • Zurek: En sur brødsuppe, der er en delikat kombination af brød, pølse og ofte æg. Vi fik det en enkelt gang. Det er meget sjovt at få.

Vi spiste også på en del gode restauranter. Især Restauracja Polska (Miodowa 12, 31-055 Kraków, Polen)var fantastisk. Restauranten befinder sig tæt på hotellet, hvor vi boede, så ikke helt i centrum. Maden var udsøgt herinde!

Vi spiste også på FAB Fuzion som var en anbefaling fra restauranten Starka, som er en af de højest ratede i byen. Alt var dog udsolgt, så de henviste os hertil. Virkelig også en god restaurant. 

Af mindre gode restauranter spiste vi på Szynk. Her var maden desværre meget brændt og ikke særlig lækker. 

Et lille sjovt sted at spise er PizzaTopia, hvor man laver sin egen pizza.

Vi fik også nytårsmenu på Pod Nosem, som er i Michelin Guiden. Det var helt magisk og fuldstændig fantastisk mad. Det kan jeg anbefale til alle. Hold da op en oplevelse.

Indgangspris (2023): Det koster mellem 50-150,- at spise på en rigtig god polsk restaurant. Selvfølgelig stiger prisen, hvis man vælger en Michelin Guide restaurant eller en af de finere.

Årlige besøgende (2022): Der er ingen tal på, hvor mange årligt besøgende der er.

Pro-tip: Bestil bord i god tid, hvis I besøger Krakow mens der er mange turister. Vi havde meget svært ved at finde bord på nogle restauranter, da byen var proppet med turister.

Krakow Polen
Fint klædt på til nytårsaften
Krakow Polen
Til forret fik vi lækker havaborre
Krakow Polen
Til hovedret fik vi Deer Wellinghton

8. Harry Potter Cafe (The Leaky Cauldron)

Hvis du er Harry Potter fan, så har jeg lige stedet for dig! Langs gågaden finder du en lille cafe. Stedet er meget populært og der er ofte kø ved indgangen. Vi stod dog ikke i lang tid og ventede. 

På caféen kan man få harry Potter inspireret mad og drikke. Du kan bl.a. for butter beer og pumpkin juice. Vi synes dog, at det mest interessante var deres eliksirer, som blev serveret med tøris, så der var røg over alt. Virkelig fed oplevelse. Derudover smagte de faktisk også overraskende godt

Caféen byder også på et udvalg af Harry Potter-merchandise og souvenirs, så du kan tage en lille smule magi med dig hjem. 

The Leaky Cauldron i Krakow er det perfekte sted at fordybe sig i Harry Potters univers, uanset om du er en ægte fan eller bare ønsker at opleve noget unikt og magisk.

Indgangspris (2023): Det er gratis at komme ind, men de forventer, at man købe noget. Priserne varierer fra 20-150,- Se deres menukort her.

Årlige besøgende (2022): Der er ingen tal på, hvor mange årligt besøgende der er.

Pro-tip: Hvis I vil have noget med røg, så skal I bestille deres eliksirer. Det er en oplevelse.

Krakow, Polen Harry Potter
Andreas og jeg nød hver vore eliksir
Vores mystiske eliksir med tøris

9. Schindlers fabrik

Schindlers fabrik er et af de mest besøgte museer i Krakow. Vi besøgte dog ikke selv stedet, da vi simpelthen ikke havde tid. Schindlers Fabrik er ikke kun et museum, men også et sted, der er dybt indlejret i verdenshistorien. Fabrikken er bedst kendt for sin rolle under 2. verdenskrig og er forbundet med den utrolige redningsindsats udført af den tyske forretningsmand Oskar Schindler. 

Museet i Schindlers Fabrik er en rørende hyldest til de mennesker, der blev reddet her. Gennem udstillinger, artefakter, fotografier og personlige beretninger får du et indblik i livet under nazistisk besættelse og de ufattelige lidelser, som mange jødiske familier gennemgik.

Indgangspris (2023): 84,- for en skip the line billet

Årlige besøgende (2022): Jeg kunne ikke finde præcise tal, men det er en af de mest besøgte attraktioner i byen

Pro-tip: Jeg besøgte ikke fabrikken, så jeg har desværre ikke et pro tip

10. Krakow Zoo (Ogród Zoologiczny w Krakowie)

Krakow Zoo er kendt for sin imponerende samling af dyr, herunder sjældne og truede arter. Besøgende kan forvente at se alt fra majestætiske løver, elegante giraffer, farverige fugle, eksotiske krybdyr og mange andre fascinerende skabninger. Zoologisk haven er opdelt i forskellige sektioner, der efterligner dyrenes naturlige levesteder så tæt som muligt og giver en autentisk oplevelse af deres livsstil og miljø.

Udover at være en spændende dyreoplevelse, fokuserer Krakow Zoo også på bevaring og uddannelse. De deltager i bevaringsprojekter for truede dyrearter og tilbyder uddannelsesprogrammer og aktiviteter for besøgende i alle aldre for at øge bevidstheden om naturbevaring og dyrelivets vigtighed.

I forhold til danske standarder er parken nok ikke den bedste jeg har besøgt. jeg var dog imponeret over deres reptilhus, som jeg fandt utrolig interessant. Hvis man vil prøve noget anderledes i Krakow, så er det her et godt bud!

Indgangspris (2023): 60,-

Årlige besøgende (2022): 540.000

Pro-tip: Det er muligt at tage Uber eller Bolt herop, da der ikke køre meget offentlig transport herop, og det er et stykke udenfor byen

Krakow Polen zoo
Jeg tog ikke mange billeder i parken, men her er et fra reptilhuset

Bonus: Shopping – Galeria Krakowska (ved hovedbanegården) og Klædehallen

Hvis du ankommer med tog til Krakow, så er der et kæmpe shoppingcenter ved banegården. Stedet hedder Galeria Krakowska, og her kan man både spise og shoppe på livet løs. Hvis man ønsker den autentiske opelvelse af Krakow, skal man ikke handle her, da det er et meget normalt og stort shoppingcenter.

Hvis du skal finde noget autentisk og lokalt, så skal du besøge Klædehallen. Da Krakow var et vigtigt stop på handelsruten, havde byen brug for et passende sted at udveksle varer. I starten bestod det lokale handelscenter af træboder, men i midten af det 14. århundrede blev den gotiske Klædehall bygget. I løbet af århundrederne blev stedet genopbygget og omdekoreret flere gange, og det, du kan se i dag, stammer fra det 19. århundrede og minder slet ikke om den oprindelige bygning.

Indendørs finder du talrige boder, der sælger souvenirs, smykker og kunsthåndværk, mens den udendørs del huser nogle caféer og restauranter. Den øvre del af Klædehallen er hjemsted for en afdeling af Nationalmuseet, der huser nogle af de vigtigste polske malerier og skulpturer fra det 19. århundrede.

Andre artikler, der minder om denne

En kommentar

  1. Bente Andersen

    Flot beskrevet. Som at opleve det hele igen. Næste gang må i besøge Schindlers fabrik og Zarkopana bjergene.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *