Hongkong er et specielt sted, men på den gode måde! For det første er der lige nu stridigheder om, hvorvidt landet er selvstændigt eller en del af Kina. Dette kan skabe uroligheder, som vi mærkede, da vi var i Hongkong. Ikke desto mindre, så kan man sagtens rejse til Hongkong og opleve, hvor fantastisk det er.
Hongkong har nemlig noget for alle! Om du kan lide natur, storby, luksus, shopping eller eminent gastronomi, så kan Hongkong tilbyde det hele.
Nedenfor har jeg listet de 10 fedeste, sjoveste og bedste ting at lave, mens du er i Hongkong.
1. Spis på nogle af de bedste restauranter i verden
I Hongkong finder vi nogle af de bedste spisesteder i verden. Vi var på en 3-stjernet Michelin restaurant, der hedder Caprice. Restauranten er placeret midt i Hongkong på det 5-stjernede FourSeasons hotel. Der er altså luksus fra top til tå her!
Restauranten serverer fransk mad, hvilket normalt er utrolig dyrt. Her i Hongkong er det dog ikke tilfældet! På restauranten kan man, til frokost, vælge mellem 4 eller 5-retters. Her er prisen mellem 864-960 DKK. Dette synes jeg er billigt for 3-stjerne Michelin mad. Det finder man ikke mange andre steder i verden.
Maden var også helt eminent, og vi elskede det begge to. Det kan klart anbefales for alle, som kommer til Hongkong at spise her! Dette er ikke den eneste 3-stjernede Michelin restaurant i Hongkong. Byen er pakket med god gastronomi.
Indgangspris (2023): 864-2500 alt efter om du kommer til frokost eller aftensmad
Årlige besøgende (2021): Hotellet har 399 værelser
Pro-tip: Spis frokost på restauranten for at få et billigere måltid
2. Spis på en af de billigste Michelin restauranter i verden
Det fantastiske ved Hongkong, er det kæmpe udvalg af billige, men fantastiske, spisesteder. I Hongkong finder du bl.a. nogle af de aller billigste Michelin restauranter i verden.
Når det kommer til billige Michelin restauranter er der faktisk en hel del at vælge mellem. Den mest populære er nok: Tim Ho Wan. Steder her er kendt for deres dim sum. Her kan man spise for 14 DKK og op efter. Alt efter, hvad du skal have! Det er hvad jeg kalder billigt for Michelin mad! Vi spiste på restauranten, og det var meget lækkert!
En anden restaurant vi ville have spist på, var Kam’s Roast Goose. Michelin restauranten var dog fyldt, så her er det ikke sikkert, at man kan komme ind. Maden her er fra 60 – 260 DKK.
Indgangspris (2023): 14-260 DKK
Årlige besøgende (2021): Restauranterne er fyldte hver aften
Pro-tip: Gør som os, og spise på en 1, 2 og 3-stjernet Michelin restaurant på 3 dage.
3. Victoria Peak
Dette er nok den mest populære attraktion i Hongkong. Fra Victoria Peak har man en unik udsigt over Hongkongs skyskrabere. Man kan både komme op vha. The Peak Tram, som selvfølgelig koster penge! Hvis man ikke vil betale, er der utallige veje op til Victoria Peak. MEN… lad dig ikke snyde. Der er meget længere derop end man tror, og det er meget varmt og meget stejlt! Vi valgte dog at gå, og blev belønnet med den flotteste udsigt, da vi kom frem!
Dette skal man se, hvis man er i Hongkong
Indgangspris (2023): Gratis – The Peak Tram prisen er dog 77 DKK.
Årlige besøgende (2021): 6.000.000 personer tager turen mod toppen hvert år!
Pro-tip: Vi gik derop sen eftermiddag, hvor varmen var faldet lidt. Derudover gjorde det, at vi fik det smukkeste syn udover Hongkong om aftenen.
4. Dragon’s Back (vandretur)
De fleste mennesker tænker nok, at Hongkong bare at en storby, med en masse penge og høje skyskrabere. Hvad de fleste faktisk ikke ved er, at over 75% af Hongkong består af naturparker. Der er altså nok at lave, hvis man vil udforske frodige skove, bjerge og meget mere.
Den mest berømte af alle vandreturene er den som hedder Dragon’s Back. Navnet kommer fra den form, som klipperne har. Man bevæger sig op ad, og når man står på toppen ligner det, at man står på ryggen af en drage, når man kigger end ad. Det er virkelig et smukt syn, og jeg kan helt klart anbefale denne her tur. Det skal så også siges, at det er den mest kendte tur i området, så der vil nok være andre turister. Turen er 8 km lang, så man skal være klar på at vandre, for at tage på turen!
Indgangspris (2023): Gratis
Pro-tip: Medbring godt med vand og måske også snacks, da indkøbsmulighederne er få
5. Besøg verdens højeste hotel (og spis der)
Fra 102.-118. etager finder du verdens højeste hotel! Ritz-Carlton hotellet er ovenpå International Commerce Centre i Hong Kong, og på 118. etage er man 484 meter oppe i luften. Dette gør det til verdens højeste hotel.
På hotellet finder man et væld af restauranter, som man kan spise på! Vi valgte den 2-stjernede Michelin restaurant Tin Lung Heen. Restauranten er på 102. etage, så du skal ikke have højdeskræk for at spise er!
Maden på restauranten er udsøgt, og udsigten er nærmest endnu vildere! Da vi også er i Hong Kong er priserne heller ikke fuldstændig stukket af, som hvis man skulle spise på 2-stjernet Michelin restaurant i Europa. Restauranten servere traditionel Kantonesisk mad, som er kinesisk.
Det er klart et besøg værd.
Indgangspris (2023): Prisen på restauranten er 1750 for deres tasting menu både middag og aften! Man kan dog vælge á la carte på restauranten også fra 131 – 9.000 DKK pr. menu.
Årlige besøgende (2021): Der er 312 værelser på hotellet.
Pro-tip: Vi bestilte bord til frokost for at spare penge! Man får dog også en fantastisk udsigt over bugten om dagen!
6. Disney Land Hongkong
De næste to ting har jeg ikke selv besøgt, da vi ikke havde tid! Derfor ville jeg stadig lige slå et slag for dem! Der er nemlig også forlystelsesparker i Hong Kong, og to af de mest kendte er Disney Land Hong Kong og Ocean Park Hong Kong.
Disney Land Hong Kong finder man på Lantau Island. Parken er den største i Hong Kong, og har budt gæster velkomne siden 2005. Parken er speciel, fordi at Disney har tilføjet flere kinesiske ting i parken, for at vise deres kultur i parken, og på den måde tiltrække flere lokale.
Parken er også den mindste af alle Disney Land parkerne i verden, men kan stadig have 34.000 gæster om dagen.
Indgangspris (2023): 560 – 665 DKK alt efter om man besøger en normal eller en peak dag.
Årlige besøgende (2017): 7.400.000 besøgende, hvilket ifølge flere medier, gør det til den 13. mest besøgte forlystelsespark i verden.
Pro-tip: Bestil billetter hjemmefra og undslip køerne.
7. Ocean Park Hong Kong
Den næste største forlystelses park i Hong Kong er Ocean Park Hong Kong. Parken er helt tilbage fra 1977, og temaet er dyr! Her er der en masse havdyr og forlystelser. Da jeg ikke har været der, er det svært at vurdere, hvordan dyrene har det. Det virker dog ikke som om, at de har det dårligt, ligesom i eksempelvis SeaWorld. Derfor er den stadig på denne liste.
Jeg vil dog selvfølgelig ikke anbefale at svømme med delfiner eller andre havdyr i parken, hvis dette er muligt!
Indgangspris (2023): 435 DKK for voksne, 218 DKK for børn under 12.
Årlige besøgende (2021): 7.000.000
Pro-tip: Bestil billetter hjemmefra og undslip køerne.
8. Tian Tan Buddha
Denne kæmpe bronzestatue er også en must-see, hvis du er i Hong Kong. Ligesom ved Victoria’s Peak, så kan man her ’snyde’ og blive kørt op. Her er det dog en kabelbane, som vil tage dig mod toppen. Hvis du har gode ben, så kan du også selv gå derop!
Den ikoniske statue, er på toppen af en bakketop, og man skal bestige mange trappetrin, før man rammer toppen!
Indgangspris (2023): Gratis, mens kabelbanen koster omkring 200,-
Årlige besøgende (2021): 1.000.000 turister besøger den kæmpemæssige bronzestatue hvert år!
Pro-tip: Kabel turen skulle være virkelig flot, men hvis man vil spare penge, så gå selv!
9. Udforsk Victoria Harbour
Vi boede faktisk ved Victoria Harbour! Her er der god stemning, og der er også en rigtig god udsigt. Jeg kan klart anbefale at bo her, hvis man vil bo i lidt luksus! Derudover er der også et par gode spisesteder heromkring. Vi boede på Harbour Grand Kowloon, som vi elskede! Det 5-stjernede hotel havde lækker pool, dejlige værelser og god morgenmad
Hvis man har lyst, kan man gå langs vandet lige så langt man har lyst, og bare nyde storbylivet.
Indgangspris (2023): Gratis
Årlige besøgende (2021):
Pro-tip: Bo ved Victoria Harbour og få utrolig luksus
10. Udforsk et af de mange markeder
Ligesom i mange asiatiske lande, så er der en helt masse markeder i byen. Her kan man købe alt fra frugt og grønt til tøj! De mest berømte markeder i byen er: Temple Street Night Market (berømt, fordi der er åbent om aftenen, hvilket ikke er ligeså normalt i Hongkong som i andre asiatiske lande), Ladies’ Market, Apliu Street Electronics Market og Cat Street Antique Market. Sidst nævnte fandt vi klart mest interessant. Her kunne man købe antikviteter. I gamle dage var dette et marked for stjålne genstande, hvilket også gør stemning speciel.
Det var lidt sjovt at gå rundt og se på de mange forskellige ting. Vi var især betaget af mange af boderne, som solgte gamle mønter og andet fra forskellige krige. Derudover er der også mange butikker som sælger meget specielle genstande fra dyr og nogle af de første mennesker. Der er virkelig alt hvad hjertet begærer.
Noget jeg så ikke kan anbefale, er at købe elfenben og lignende, som desværre også sælges på markederne til høje priser.
Indgangspris (2023): Gratis
Pro-tip: Besøg Temple Street Night Market om aftenen, hvor der tit er en utrolig god stemning!
Det var mine 10 bedste ting at lave i Hongkong. Jeg håber, at der var noget, som der kunne bruges. Skulle man have lyst til mere natur, så er der mange flere trails end de få jeg nævnte ovenfor!
God Tur!
Pingback:De 15 bedste restauranter jeg har spist på i Verden - The Student Traveller