Var VM i Qatar så slemt, som alle sagde, at det var?

I november rejste jeg til Qatar… Ikke for at være aktivist eller klage over forholdene, men for at støtte de danske drenge, og se fodbold. Ikke andet. Det blev mødt med en masse spørgsmålstegn og negative gloser, at jeg skulle til Qatar og se fodbold. Derfor kommer der her et recap på min tur til Qatar, hvor jeg vil fortælle om min oplevelse af landet, og om det var så slemt, som alle medier i Danmark gjorde det.

Nedenfor vil jeg forsøge at besvare de spørgsmål, som jeg oftest blev spurgt om, efter jeg kom hjem fra Qatar.

Hvordan kunne du finde på at rejse til Qatar?

Der er ingen tvivl om, at regimet i Qatar ikke behandler migrantarbejdere som de skal i forhold til vores lovgivning i Danmark. Selvfølgelig er det forkert at tusindvis af migranter er døde af i byggerierne af de forskellige stadions. Dertil skal det dog tilføjes, at man også er nødt til at tage mediernes udlægning med et gran salt. Ud af de 6500, som var rapporteret døde, så døde 65% af naturlige årsager, mens kun 38 personer døde af arbejdsrelaterede skader (det er tilladt at stille spørgsmålstegn til tallene). Jeg siger ikke, at dette retfærdiggør noget. Jeg mener bare, at man også skal se tingene i et andet perspektiv nogle gange.

Derudover har de færreste problemer med at rejse til Dubai og andre oliestater, hvor forholdene er ligesådan. Så der er en form for dobbeltmoral i, hvordan det hele er blevet tacklet.

Der hersker dog ingen tvivl om, at det er en skamplet for fodbolden, at man skal holde en slutrunde i Qatar, som ikke er noget specielt historisk fodbold land. Hertil hører det, at der er en masse korruption i FIFA, som gav værtskabet til Qatar, efter at være blevet bestukket. Et eller andet sted, så burde Qatar ikke straffes for, at FIFA er korrupte. Det er tydeligvis sådan man får en slutrunde nu til dags. Hvordan tror I, at Rusland blev værter forrige VM? Her er det FIFA, som er problemet, og ikke Qatar.  

Der var ingen, som rigtigt brokkede sig under VM i Rusland, selvom landet truer med atomvåben og er et diktatur (selvom Putin ikke selv mener det). Der var heller ikke nogen, som brokkede sig til VM i Brasilien, hvor der blev bygget store murer ved stadions, så man ikke kunne se favelaen på tv-billeder. Altså favelaen i Rio, hvor der bor millioner af mennesker i fattigdom. Eller hvad med OL i Beijing? Her er forholdene jo heller ikke lige frem fantastiske… Der var også VM i Qatar for håndbold for år tilbage. Her var den største problematik, at Qatar ’købte’ spillere, og gjorde dem til Qatar statsborgere. Her var der ingen, som snakkede om menneskerettigheder, fordi det ’værste’, der kunne ske, var at vi kunne tabe til et hold, som bare have købt alle deres spillere! Det var tilsyneladende en større problemstilling end, at mennesker ikke har rettigheder.

Endnu engang, så forsvarer det her ikke, hvordan landet behandler andre mennesker. Det er bare for at pointere, at det langt fra er første gang, at sådan en begivenhed her finder sted. Jeg finder det derfor svært at tage seriøst, når folk sidder hjemme i stuerne og brokker sig over noget, som de måske selv har støttet ved andre begivenheder.

SÅ… For at gøre en lang historie kort… Så valgte jeg at tage til Qatar for at se fodbold, og kun for at se fodbold! Jeg tog ikke derned pga. politiske rettigheder eller lignende. Jeg tog derned for at se fodbold. Intet andet.

I <3 Qatar skiltet, var ikke det mest fotograferede sted i Qatar
Der var pakket med argentinere i Qatar

Følte du dig sikker i Qatar?

Det korte svar er, JA! Jeg følte mig 100% sikker under hele mit ophold i Qatar. Jeg tror at grunden til dette, var, at jeg accepterede, hvordan reglerne var i landet. Når man rejser i et andet land, så er man også nødt til at respektere og efterleve, hvordan lovene er i andre lande! Her snakker jeg også om religion. Ligesom man ikke går ind i stor kirke i badesandaler og bar mave, så gør man heller ikke sådan nogle ting i Qatar. Der er meget skrappe love i landet, fordi de er meget religiøse. Det er man nødt til at respektere.

Eksempelvis kom mange i problemer, fordi de gik i regnbuefarver og lignende. I landet er der meget klare regler omkring homoseksuelle, og det er man nødt til at acceptere, selvom man ikke selv er enig. Jeg er langt fra enig i de regler de har, men man er nødt til at respektere det. Ligesom, at der er burkaforbud i Danmark, så er der forbud mod regnbuefarver i Qatar. Princippet er det samme, også selvom, at det er to vidt forskellige ting at have forbud mod. Jeg håber I forstår pointen, og ved, hvad jeg mener. Igen vil jeg pointere at jeg IKKE er enige i, hvordan tingene var, men man indordner sig når man rejser. Det gør man altid

Udover det, så var der politi og vagter over alt. Alting var skiltet rigtigt fint, og folk var meget hjælpsomme i landet! En sidste vigtig faktor tror jeg var alkohol og stoffer! I landet må man ikke drikke alkohol. Dette gjorde selvfølgelig os europæere meget forarget, fordi hvordan skal man se fodbold uden øl?!?! Hertil må jeg bare sige, at fraværet at alkoholen har gjort, at der ikke har været nogen problemer i landet mellem fans, som vi eksempelvis så det til EM forrige år! Stoffer var der heller ingen af, fordi straffe for besiddelse i landet er så hård. Dette er også en hel klar faktor til at problemerne forsvandt.

For at komme ind i landet skulle man også have et ’Hayya’-kort. Kortet gav gratis adgang til alle metro og buslinjer. Man skulle vise det heeeeele tiden, hvilket var lidt irriterrende, fordi man kunne ikke komme ind i landet uden at have et Hayya-kort. Det fungerede som et visum. For at få kortet, skulle man have fodboldbilletter, så man kunne ikke få kortet uden. Derfor var der altså KUN adgang fra fodboldfans under hele VM. Det var specielt, men der var så mange mennesker, at det var en fornuftig måde at gøre det på. Kortet fungerede også fint, og der kørte shuttle-busser til alle hoteller og lejlighedskomplekser, så det var helt perfekt!

Der var liv og glade dage i Qatar
På stadion til Kroatien – Marokko
På vej til Danmarks kamp

Kostede alting ikke en bondegård i Qatar?

Nej, alting kostede ikke en bondegård i Qatar! Jo, selvfølgelig kostede tingene lidt, hvis man besøgte de store steder, hvor alle de rige var, men ellers var det ikke værre end at være i Danmark. Vi boede i nogle fine lejligheder uden for Doha. Her var der supermarkeder, hvor man kunne købe alt man manglede. Priserne her var meget billigere end i Danmark!

Når man var i Fan-zonen eller på stadions, så var tingene meget meget dyre! Her blev man spist af med dårlig mad til skyhøje priser, og ligeledes dyre drikkevarer. Her var det frygteligt at bruge penge, fordi man vidste, at det var dårligt og det var SÅ dyrt!

Når vi spiste ude, så var det for det meste i de store malls. Her var der store food-courts, som vi kender det fra andre lande med store malls! Priser her var meget normale. Det var ikke fordi det var vildt. Man kunne spise frokost fra 50-500 kr., alt efter, hvad du var ude efter.

Billetterne til kampene var heller ikke så dyre igen. Vi gav omkring 400,- pr. billet, og det var ikke de billigste billetter. Det er derfor okay priser, hvis man sammenligner med andre slutrunder.

De kummerlige burgere på stadion
Messi scorer i et mall, hvor vi spiste
Stor burger til okay priser

Hvordan var din oplevelse i Qatar?

Jeg havde en fremragende tur til Qatar! Der var dog et par bump på vejen! Først og fremmest kom jeg fra Jordan, så min kammerat skulle komme ned til mig. Hans fly blev så aflyst, og jeg var alene i Qatar i flere dage! Det kan du læse meget mere om, hvis det lyster:

https://ekstrabladet.dk/sport/fodbold/landsholdsfodbold/VM2022/en-dansk-fan-victor-alene-i-qatar/9519653: Var VM i Qatar så slemt, som alle sagde, at det var?

Derefter var der dog ikke ret mange problemer, udover at vores fly hjem også blev aflyst. Det var altså flyselskaberne, som drillede os, og ikke landet i sig selv. Det hele ordnede sig dog, og vi fik også et fly hjem!

Jeg brugte dagene alene på at se Danmarks træningsanlæg, og forhåbentlig få et syn af spillerne! Det fik jeg ikke den første aften, hvilket også kan læses i artiklen!

Næste morgen var jeg dog mere heldig! HELE Danmarks trup kom ud til os, og jeg fik snakket og sagt hej til alle dem jeg ville! Det var en helt vild oplevelse. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville få nogle af spillerne at se! Dette kunne helt sikkert også kun lade sig gør, fordi at der ikke var flere danskere. Vi stod kun 20-30 mand foran træningsanlægget, og derfor havde spillerne god tid til hver person, som var kommet! Det var en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme! Oplevelsen fandt dog også igen vej til Ekstrabladet, men også den lokale avis og DR nyhederne ville skrive om det. Det var også lidt sjovt at prøve.

https://ugeavisen.dk/giveavis/victor-high-fivede-med-delaney-dansk-vm-helt-var-saa-heldig-at-moede-lokal-fodboldhelt-fra-give: Var VM i Qatar så slemt, som alle sagde, at det var?

Jeg blev dog lidt ensom til sidst, uden Mathias! Alle folk var jo delt op i nationer, som de holdt med, og der var bare ikke ret mange andre danskere at være sammen med. Mathias kom dog, og alt var godt igen! Vi skulle se 4 kampe til slutrunden.

Her startede vi med Senegal – Holland, som gik hen og var en frygtelig kedelig kamp indtil 88’ minut, hvor vi fik 2 scoringer til sidst. Dernæst skulle vi se Danmark – Tunesien! Det var nok en af de kedeligste fodboldkampe, jeg har set, men Danmark spillede, så det var stadig sjovt! De tunesiske fans var virkelig også underholdende. Den sidste dag skulle vi så se endnu en kedelig 0-0 kamp, nemlig Kroatien – Marokko. To hold, som så gik hen og spillede en yderst spændende Bronze kamp! Den sidste kamp vi så var Spanien – Costa Rica, og der fik vi alle de mål vi havde savnet. Spanien tævede Costa Rica 7-0. Det var sjovt at se nogle mål!

Alle stadions var stort set også fyldt op, og ikke tomme, som der blev skrevet i medierne. Grunden til, at de var tomme var, at folk havde billetter til kampene før og efter kampene. Man havde simpelthen ikke nok tid til at komme ind på det næste stadion! Derfor kom der folk løbende hele 1. halvleg i alle de kampe, som vi så!

Danmark – Tunesien
Fyrværkeri var der nok af inden kampene
Scoring fra Spanien – Costa Rica

Maden på turen var også udmærket! Der var nogle gode restauranter i de forskellige store malls! Maden på stadion var dog frygtelig, men alt det andet var rigtig fint. I de store malls, var der også pakket med mennesker og storskærme, så man spiste og så bold imens.

Kulturen i Qatar var også okay! Der var et fantastisk flot museum også var der et par skøre skulpturer og nogle store skyskrabere. Det var dog ikke det, som vi brugte mest tid på, men de var der! Det var helt sikkert også disse ting, som er de store turistattraktioner, når landet ikke har fodbold! Altså udover alle de luksushoteller og yachts der er!

Det meget flotte museum i Qatar
En speciel hval skulptur

Vil du besøge Qatar igen?

Jeg tror ikke, at jeg vil besøge Qatar igen! Udover fodbold var der ikke meget at se i Doha! Her er en dejlig strandpromenade, et bare fede bygninger og flotte malls. Det er bare ikke nok til at trække mig tilbage! Alting er utrolig langt fra hinanden, hvilket gør, at man bruger lang tid på offentlig transport. Jeg synes også, at Doha er langt fra Dubai, når vi snakker om lignende byer. Der er meget mere at give sig til i Dubai, og jeg synes ikke, at der er meget at lave i Doha. Derfor vil jeg ikke kunne få megen tid til at gå i landet.

Hvis der ikke havde været fodbold, så havde der ikke været meget at se i Qatar
Mig og Kasper Hjulmand

Det var alt jeg havde om min oplevelse i Qatar! Jeg håber ikke, at indlægget blev alt for kritisk, men jeg synes også, at det er vigtigt at pointere, at det ikke var alle, som havde en frygtelig oplevelse.

Hvis du har spørgsmål til artiklen, eller noget andet omkring Qatar, du gerne vil have svar på, så er du velkommen til at kontakte mig eller skrive en kommentar nedenunder!

En kommentar

  1. Pingback:De 12 bedste oplevelser og seværdigheder i Barcelona - The Student Traveller

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *