De 12 bedste oplevelser og seværdigheder i Barcelona

I Catalonien finder du, efter min mening, en af de mest charmerende storbyer i Europa. Her finder du nemlig den andenstørste by i Spanien, Barcelona! Jeg ELSKER Barcelona. Både fordi mit favorithold FC Barcelona, spiller her, men også fordi, at der er så meget at se.

Barcelona tilbyder fænomenale sportsoplevelser, dejligt vejr, skønne strande, fantastiske historiske seværdigheder også kan du sågar også shoppe. Det er altså ikke for sjov, at Barcelona er den 5. mest besøgt by i hele Europa. En af de helt store arkitekter og kunstnere i byen er Gaudi, som også er nævnt en del gange på min liste. Man kan simpelthen ikke bevæge sig rundt i Barcelona uden at lægge mærke til hans unikke bygninger og steder.

Jeg har selv besøgt Barcelona 4 gange fordelt over en del år (hvilket også er derfor, at alle billederne i artiklen ikke er top-kvalitet. Beklager.) Nedenfor har jeg forsøgt at komme med mit bud på de 12 bedste oplevelser og seværdigheder du skal se, hvis du besøger skønne Barcelona.

1.      Se en FC Barcelona fodboldkamp på Camp Nou

Jeg elsker fodbold. Jeg elsker FC Barcelona… Så selvfølgelig er en fodboldkamp på Camp Nou for mig et must, hvis man besøger Barcelona. FC Barcelona er en af de største fodboldklubber i verden, nogle vil mene den største. Det er i hvert fald den klub i Europa med flest tilskuere pr. kamp.

Det er derfor en helt unik oplevelse at sidde og se en fodboldkamp sammen med 90.000 andre. De gange jeg har været på stadion, så jeg spillere som Lionel Messi, Luis Suarez og Neymar. I skrivende stund kan man se store spillere som Robert Lewandowski, Pedri og danske Andreas Christensen.

Da jeg besøgte Camp Nou for tredje gang havde vi rigtig gode pladser! Her ses Lionel Messi og Neymar

I Spanien er der altid god stemning på stadions. Det er ikke fordi, at folk råber og synger som i England. I Spanien ser man mere fodbold som kunst. Det er en anden oplevelse, men helt klart også fedt. Derfor mener jeg, helt klart, at en FC Barcelona kamp er den bedste oplevelse og seværdighed i Barcelona

Indgangspris (2023): Priserne varierer rigtig meget. Det kommer an på, hvornår man bestiller billetterne, og hvor man vil sidde henne. Men forvent mellem 500-2000,- pr. billet alt efter pladser.

Årlige besøgende (2022): 83,194 sad der i gennemsnit klar på Camp Nou under FC Barcelonas hjemmekampe i år.

Pro-tip: Hvis man ikke vil bruge trælse billetsider som ViaGoGo, så kan man købe det gennem rejsebureauer, som arrangerer fodboldture. Så skal man ikke selv stå for så meget. Her kan jeg varmt anbefale Ih-Rejser.

Camp Nou, Barcelona, Spanien
Jeg var så heldig at FC Barcelona fik uddelt pokalen første gang jeg var i Barcelona
Camp Nou, Barcelona, Spanien
Camp Nou klar til kamp

Hvis man skulle være interesseret i andre fodboldartikler, så har jeg bl.a. været i Qatar og Paris. Det kan du læse mere om nedenfor:

VM i Qatar 2022 var en speciel men fed oplevelse
I Paris så jeg Paris Saint-Germain F.C. spille

2.      Sagrada Familia

Så er det tid til en af Antoni Gaudis fantastiske værker! Sagrada Familia er uden tvivl Gaudis største værk, og derved også en af de aller bedste oplevelser og seværdigheder i Barcelona. Sagrada Familia er derfor også det første af mange Gaudi værker, som er en del af UNESCOs Verdensarvsliste.

Sagrada Familia er en kæmpestor kirke i hjertet af Barcelona. Kirken er dog ikke færdig endnu, og bliver det nok heller ikke lige foreløbigt. Byggeriet startede i 1800-tallet, hvor Gaudi blev sat på opgaven i 1883. Han arbejdede på det i over 40 år, men ved hans død i 1926 var kirken ikke færdig. I dag bliver kirken kun bygget for donationer og billetpenge, så derfor er det en langsommelig proces. Det er lidt ærgerligt, at der altid står kraner eller lignende, når man ser kirken, men sådan er det jo. Man kan stadig godt forstå, hvorfor dette byggeri er kendt som Gaudis mesterværk.

Hvis man ikke vil ind i kirken, så kan man også bare se den udefra. Jeg har kun været inde i Sagrada Familia én gang, men det var også virkelig en stor oplevelse.

Indgangspris (2023): Normal billetten koster 26€ for voksne og 24€ for studerende. Børn under 11 er gratis. Man kan dog også købe billetter, hvor man kan komme op i tårnene til 36€.

Årlige besøgende (2021): 3.000.000 turister er inde i kirken hvert år, hvilket gør det til den mest besøgte turistattraktion i Barcelona.

Pro-tip: Jeg vil helt klart bestille billetter hjemmefra, da der kan opstå meget lange køer ved indgangen.

3.      Font Magica, Museu Nacional d’Art de Catalunya og Plaça de les Cascades

Nummer 3 på listen er, ifølge mig, en af de mest undervurderede oplevelser og seværdigheder i Barcelona. Museu Nacional d’Art de Catalunya finder man i et kæmpestort palads på toppen af en bakke. Det ser helt vildt ud!

For at komme herop skal man bestige de uendelig mange trapper. Heldigvis er der flere udkigsposter på vejen og et stort springvand. Man finder nemlig også Font Magica her. Det store springvand tiltrækker tusindvis af turister hvert år! De kommer gerne om aftenen, når springvandet udformer et magisk show for de mange turister. Jeg har dog aldrig set det om aftenen, men kan klart anbefale det om dagen også!

Inden du starter din tur op ad de mange trappetrin, befinder du dig på Plaça de les Cascades. Den store plads, er et af de flotteste steder i Barcelona. Her står du og kigger direkte op på det mægtige palads, med springvandet i midten.

Og det bedste ved det hele spørger du? Det er gratis.

Indgangspris (2023): Gratis.

Årlige besøgende (2021): 2.500.000 personer ser hvert år det smukke springvand i aktion.

Pro-tip: Tag metroen og stå ved Plaça d’Espanya og gå forbi de mægtige og ikoniske tårne, Torres Venecianes, som nærmest danner en indgang til de flotte seværdigheder.

Barcelona, Spanien
Det kæmpestore Font Magica foran Museu Nacional d’Art de Catalunya
Barcelona, Spanien
Udsigten fra toppen

4.      Cava vingård

Cavaen er helt traditionelt en mousserende vin, som produceres i Catalonien. Cava er faktisk Spaniens svar på Champagne, dog ofte en del billigere end boblerne fra Frankrig. Så er der en bedre måde at bruge en varm sommerdag på, end at bevæge dig rundt under jorden ved forskellige vingårde?

Det tror jeg næppe. Efter en tur i de kølige vinkældre kan man sidde og nyde et glas af de gyldne dråber, mens man har en fantastisk udsigt udover de smukke vinplanter i Catalonien.

Der er så mange muligheder omkring Barcelona, hvis man skal på en vingård. Jeg har selv været på Cavas Freixenet, som også er et af de største vinproducenter af Cava i Spanien. Det var en rigtig hyggelig oplevelse. Ja, faktisk holdte jeg fødselsdag på vingården!

Indgangspris (2023): Det er meget forskelligt.

Årlige besøgende (2022): Da der er så mange vingårde, er det svært at sige, men jeg kan klart anbefale det

Pro-tip: Tag en uber, bus eller lignende ud mod vingården, så man ikke skal til at køre hjem

På tur ved Cavas Freixenet

5.      Park Güell

Så kommer vi til det næste af Gaudis værker. Ligesom så mange andre af Antoni Gaudis mesterværker, så er Park Güell en del af UNESCOs Verdensarvsliste. Park Güell er egentlig en park, hvor Gaudi har designet og tegnet husene, haverne og de andre genstande i parken.

Det er en meget speciel oplevelse, som er fyldt med farver. Parken er nemlig fyldt med smukke mosaikker. Jeg har aldrig set noget lignende. Gaudis stil er så speciel og langt fra noget jeg har set. Det er unikt!

Derudover har man også en af de bedste udsigter over Barcelona fra toppen af den smukke park. Helt klart en af de flotteste seværdigheder og oplevelser i den store by.

Indgangspris (2023): 10€

Årlige besøgende (2021): I 2021 besøgte lige over halvanden million mennesker parken.

Pro-tip: For at se alle tingene, skal man være klar til at gå på mange trapper. Så lad vær at ta’ dine fineste Birkenstock sandaler på.

Barcelona, Spanien
En af de smukke springvand midt i Park Güell

6.      Stadion tour på Camp Nou

Hvis du nu besøger Barcelona, mens klubbens ene hold FC Barcelona ikke spille kamp, så kan du sagde besøge Camp Nou. Du kan nemlig komme på stadion tour, og se, hvordan spillernes omklædningsrum ser ud, hvordan VIPs bliver behandlet, se græsset helt tæt på osv.

Det er virkelig en fed oplevelse. Især fordi, at det er så anderledes at være der, når der ikke er fuld af tilskuere. Her får man virkelig at se, hvor spektakulær det store stadion er. Der er plads til lige under 100.000 mennesker, så det er enormt! Efter selve stadionet kan man også besøge det store FC Barcelona museum, hvor man kan se en masse flotte pokaler, trøjer og bolde som klubben har interageret med i løbet af dens lange levetid.

Når man er færdig, kan man tage et smut forbi den meget omfattende FC Barcelona fanstore, hvor man kan købe alt fra trøjer til slik til græs som er blevet klippet fra banen. Her kan der tjenes penge på alt. Priserne er præget af den meget dyre fodboldkultur. Der er altså ingen billige varer i fanshoppen, men derfor synes jeg stadig, at man skal besøge den.

Indgangspris (2023): Normalbilletten koster 28€, mens man skal op i 139€ for at få lov at se omklædningsrummene og presserummet. Dengang jeg besøgte Camp Nou første gang for 10 år siden, var alle disse ting ellers inkluderet i den almindelige billet. Ikke mere…

Årlige besøgende (2022): 2.000.000 gæster er på stadion tour hvert år, hvilket gør det til en af de bedste oplevelser og seværdigheder i Barcelona.

Pro-tip: Bestil billetterne hjemmefra. Man kan spare lidt på billetterne. Derudover skal man være opmærksom på, at der er lukket for normale billetter på kampdage. Her kan man kun få en speciel kampdags entre til 99€

Camp Nou, Barcelona, Spanien
Jeg har kun været på stadion tour én gang! Som man kan se her, er det mange sæsoner siden
Camp Nou, Barcelona, Spanien
Min far og jeg foran det mægtige stadion

7.      Ramblaen (La Rambla) og Columbus-monumentet

Ramblaen er hovedgaden i Barcelona. Det er her man finder størstedelen af de store butiksmærker, gode restauranter og mange mennesker. Gågaden er på begge sider, med en vej i midten. Langs ramblaen finder man også et væld af gadekunstnere. De er virkelig fascinerende. For småpenge kan man få dem til at bevæge sig, tage billede med dem eller noget helt tredje. De står som forstenede indtil nogle giver dem penge. Virkelig mystisk og fedt. Jeg er vild med det.

For enden af den lange gågade finder man den store Columbus statue. Det fantastiske monument forestiller Christopher Columbus, som peger mod Amerika (Som han opdagede jo, som den første europæer)

Indgangspris (2023): Gratis.

Årlige besøgende (2021): Mere end 80.000.000 mennesker går langs den berømte gade hvert år. Det er mere end 200.000 mennesker om DAGEN!

Pro-tip: Jeg har aldrig oplevet det, men Barcelona kaldes af mange lommetyvenes hovedstad. Især på La Rambla sker det ofte, så ha’ det lige i baghovedet. Når det så er sagt, er der overhovedet ikke utrygt eller noget. Jeg har været her 4 gange og aldrig oplevet nogle problemer.

Barcelona, Spanien
Drengene foran Columbus-monumentet efter en meget tidlig morgen løbetur
Barcelona, Spanien
Begyndelsen af La Rambla

8.      OL-byen (Anella Olímpica)

På bakken Montjuïc finder man et dejligt og magisk sportssted. Det var nemlig her OL i 1992 blev afholdt. Eller OL blev holdt i Barcelona, men det vigtigste område er lige her! Det kæmpestore område huser både det olympiske stadion, hvor der blev holdt åbnings- og afslutningsceremoni, Las Piscinas Picornell, som er det gamle svømmestadion, Museo Olímpico, hvor man kan se et helt museum kun med udstillinger fra OL 1992 og sidst, men også det mest nævneværdige, Torre de Telecomunicaciones. Det er et kæmpe tårn som skal forsøge at ligne den olympiske ild. Tårnet er 136 meter højt, så det kan ses langt i det fjerne.

Jeg synes at hele området er dejligt sted. Det er superstort, så selvom der kan være mange mennesker, så føles det ikke sådan.

Indgangspris (2023): Gratis.

Årlige besøgende (2022): Jeg kunne ikke finde antallet af besøgende, men i 1992 deltog 9,356 atleter til verdens største sportsbegivenhed.

Pro-tip: Tag metroen til Plaça de Espanya og gå til stedet derfra.

Barcelona, Spanien
Det mægtige Torre de Telecomunicaciones med det olympiske stadion i baggrunden
Barcelona, Spanien
Det store Torre de Telecomunicaciones med et dejligt filter

9.      Casa Mila

Endnu engang er Antoni Gaudi på spil… Casa Mila er et stort lejlighedskompleks, som man også kan finde på UNESCOs Verdensarvslister. Allerede udefra, kan man godt se, at dette sted er specielt. Faktisk har jeg aldrig set en bygning, som ligner den.

Hvis man ikke ønsker at se det indvendigt, så er det også en oplevelse i sig selv at stå og undre sig over, hvordan man har kunne have fantasi til at tegne Casa Mila i sin tid. Når man tænker på, at værket er bygget for mere end 100 år siden er ikke til at forstå.

Den spektakulære bygning er nu et museum, hvor man kan se en masse spændende. Jeg synes dog at taget var det mest vilde. Her er der smukke og finurlige skorstene og ventilationsrør. Det ser så mærkeligt og vildt ud på samme tid.

Indgangspris (2023): Der er en del forskellige billetter til stedet. Jeg havde bare den normale entry som koster 25€ for voksne, 19€ for studerende og 12,50€ for børn.

Årlige besøgende (2022): Mere end 1.000.000 gæster besøger Casa Mila i Barcelona hvert år.

Pro-tip: Købe billetter hjemme fra her. Der er en del forskellige billetter, så vælg i forvejen, hvad I gerne vil opleve.

10. Autentisk spansk mad

Ingen tur til Spanien uden en god gang spansk mad. Der er så meget at vælge mellem, så det er bare at gå i gang. En af de mest kendte retter er tapas, som betyder små retter. I Spanien er konceptet lidt anderledes end den ’danske’ tapas, som ofte er brød og pølse. I Spanien kan man ofte vælge mellem et væld af små spanske retter. Det er så lækkert. Min favorit er dog paella. Det synes jeg også, at man skal have, hvis man besøger Spanien.

Der er selvfølgelig også mere traditionelt catalansk mad, hvis man er til det. Jeg har dog ikke prøvet meget i dette køkken.

Indgangspris (2023): Priserne varierer meget, men forvent mellem 10-40€

Årlige besøgende (2021): Barcelona besøges af mere end 7.000.000 turister hvert år!

Pro-tip: Brug TripAdvisor til at finde skjulte diamanter, hvor man kan få det bedste mad til de bedste priser.

11. Barceloneta (Strand)

Du kan næsten ikke komme til Barcelona uden at se vandet. Her er der mange muligheder, men den mest kendte strand er Barceloneta. Her får du en fantastisk strand med en et stort og bredt område med sand. Her er der også en smuk smuk strandpromenade, som man kan gå langs. Der er masser af plads til de mange gæster, og man kan også stå og jonglere lidt med en fodbold eller måske spille et slag stangtennis.

Ude i horisonten kan man se det mægte W Barcelona, som må siges at have en af de bedste beliggenheder i Barcelona.

Indgangspris (2023): Gratis.

Årlige besøgende (2021): Det anslås at 4.000.000 mennesker er på den kendte strand om året.

Pro-tip: Gå langs den fantastiske strandpromenade og nyd Barcelonas liv.

Barcelona, Spanien
Vi spillede fodbold på stranden, da vi besøgte Barcelona på studietur
Barcelona, Spanien
I braggrunden kan man se det mægtige W hotel

12. Barcelona Zoo

Hvis du elsker dyr ligesom mig, så skal du helt sikkert besøge Barcelonas Zoo. Det er en af de største seværdigheder i Barcelona, og med god grund. Parken er virkelig flot og huser over 7500 dyr fordelt over 400 unikke arter. Så det er en rimelig stor zoologisk have.

Parken har både løver, tigere, næsehorn, giraffer og leoparder. Jeg kunne blive ved… Parken har også en stor og flot reptil afdeling og tre store anlæg til hundredvis af fugle.

Indgangspris (2023): 21,40€ for voksne og 12,95€ for børn.

Årlige besøgende (2022): 900.000 gæster besøgte parken i 2022.

Pro-tip: Kom ved åbningstid, så I har god tid til at nyde det hele.

Andre nævneværdige oplevelser og seværdigheder

Der er dog en del mere at se i den skønne by! Jeg har dog ikke selv besøgt disse steder, men af nævneværdige store seværdigheder er der Picasso Museet, Parc de Triomf og Parc de la Ciutadella, Casa Batllo og Barri Gotic. Som nævnt har jeg ikke selv besøgt disse steder, men de skulle stadig være helt fantastiske!

God tur til Barcelona!

Andre spændende europæiske destinationer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *