Madagaskar, den tredje største ø i verden (uden Grønland), er berømt for sit unikke og mangfoldige dyreliv. Øen, der ligger ud for den østlige kyst af Afrika, har udviklet sit eget særlige økosystem, adskilt fra fastlandet i millioner af år. Derfor kalder mange også Madagaskar for ”Det Glemte Kontinent”. Madagaskar har ingen farlige dyr udover krokodiller, som dog ikke findes mange steder.
Den enorme øs unikke økosystem gør øen så speciel, at over 80% af Madagaskars plante og dyreliv er unikt til Madagaskar. Madagaskar er altså det eneste sted, hvor man kan finde disse planter og dyr. Af de mest unikke finder man nok lemuren, som man ikke kan finde nogle arter af i verden, udover på Madagaskar. Derudover er der INGEN farlige slanger på Madagaskar. Der er nemlig ingen giftige slanger på øen. Der er dog slanger på øen, men de er ganske ufralige.
Naturen er så unik og forskellig, at der lever så mange forskellige slags dyr her. Man kan både opleve enorme regnskove, store dale, bjerge, smukke strande, koralrev og mere barsk natur som f.eks. de unikke tsingyer. Alt dette og meget mere kan du læse meget mere om i mit indlæg om den perfekte tur til Madagaskar.
Indlægget her kommer i stedet til at fokusere på det magiske dyreliv. Så lad os bare komme i gang.
10. Fugle
Madagaskar er hjemsted for en overflod af fuglearter, mange af dem er endemiske. Fra de majestætiske fiskeørne til de farverige kingfishere og den sjældne Madagaskar-ibis. Sidstnævnte så vi faktisk, og det gjorde vores guide ellevild. De havde ikke set fuglen i flere måneder, så det var en vild oplevelse. Jeg er dog ikke den store fugleentutiast, så det var ikke sådan jeg var ellevild, men hvis man elsker fugle, så er dette stedet!
9. Krokodiller
Okay… Det her punkt et måske lidt misvisende, fordi vi så faktisk ikke krokodiller i naturen. Vi oplevede dem i den fantastiske krokodille park ved Vakona Lodge. Det var nærmest som at se dem i naturen, fordi de havde så meget plads og levede langs floden. Hele setuppet omkring stedet var vildt fedt, så jeg kan klart anbefale, at man oplever dette på sin tur!
Det skal så siges, at det er muligt at finde krokodiller i Madagaskar! Der findes nemlig Nilkrokodiller, som er en af de største krokodillearter, der findes. Så hvis man ønsker at gå på jagt efter krokodiller, så er det faktisk en mulighed!
8. Madagaskar daggekko
På 8. pladsen finder vi den helt fantastisk flotte grønne Madagaskar Daggekko. Gekkoen er blevet truet, fordi den er populær i fangenskab, så den har været eftertragtet at smugle ud af landet. Vi så dem dog mange steder, og de er så fantastiske! Jeg har altid gerne ville se dem i naturen, fordi jeg ofte har set dem i zoologiske haver.
Den smaragdgrønne gekko er udstyret med skrigrøde prikker og findes i mange forskellige størrelser. De ældste gekkoer er faktisk utrolig store, og overrasker en, første gang man ser dem. Vi så dem oftest ved overnatningsstederne, hvor de befandt sig ved restauranterne. Nok pga. den store mængde insekter omkring det unaturlige lys. Det er guf for sådan en gekko! Så man kunne ofte sidde og nyde gekkoerne mens man spiste, og bare rolig… De gør ikke noget. Det er bare at nyde synet.
7. Dragefisk
Hvis du er heldig, så kan du også opleve en af verdens mest giftige fisk, dragefisken! På Sainte Marie havde vi flere encounters med den farlige fisk. Første gang, var nok den mest foruroligende. På vej ud at snorkle, ville jeg lige tjekke, om mine briller fungerede… Da jeg sætter hovedet under vandet for at tjekke, ser jeg den! Dragefisken er lige foran næsten på mig. En af de farligste fisk i verden befinder sig 3 meter fra strandkanten! Det var lidt vildt. Jeg løb op og hentede mit kamera også ud og filme den!
Blot et par timer senere, fandt jeg igen en dragefisk helt tæt på strandkanten! Denne gang dog lidt længere ude, men stadig utrolig tæt på stranden.
Fisken er så vild at kigge på. Den skriger bare ”JEG ER GIFTIG”. Ikke desto mindre bevægede jeg mig tæt på for at få en god optagelse. Det var først efterfølgende jeg googlede, hvor farlig den egentlig var. Ellers var jeg nok ikke gået så tæt på!
Her på Madagaskar er dragefisk heller ikke invasiv! Da jeg var i Australien, fik man f.eks. penge for at dræbe dragefisk, da den ødelægger det maritime liv. Dette var ikke tilfældet her, da den faktisk høre til i disse farvande!
6. Python slange
Mange mener måske, at der findes mange klamme dyr på Madagaskar… Hvis man ikke kan lide krybdyr, så er dette til dels rigtigt. Der findes nemlig over 300 arter af krybdyr på Madagaskar. Og hvad mere imponerende er, så er næsten 90% af disse arter endemiske til Madagaskar. Det er fuldstændig vildt.
Selvom, at der er så mange krybdyr, så findes der INGEN giftige krybdyr/slanger på Madagaskar. Derfor var jeg også helt rolig, da jeg mødte nummer 6 på listen her. En aften mødte vi nemlig en stor tæppepython. Jeg elsker krybdyr, så jeg kunne med det samme se, at det var en python, og derved ikke farlig. Slangen var dog på vej op mod vores bungalow, så jeg var nødt til at flytte den, så den ikke krøb ind til os om natten. Det var nok ikke alle i bungalowen, der havde været lige tilfredse med det.
5. Kamæleoner
Udover lemurer, så er kamæleoner helt klart et af varemærkerne på Madagaskar. Alle kender kamæleoner som fascinerende farverige krybdyr med en lang tunge! De færreste har dog set dem i aktion i virkeligheden!
Kamæleoner er så fascinerende! Samtidig med det findes de i utallige farver og størrelser. Den største vi så, var en Panther-kamæleon. Den var enorm! Vi var også så heldige, at vi så den spise. Kamæleoner har jo en enorm lang tunge, som bare gør dem endnu mere spændende. Vi så også verdens mindste kamæleon, Nanokamæleonen. Den var ikke større end en lillefingernegl.
Det sjove ved kamæleoner er også, at man nærmest aldrig finder nogle, der er ens! I stedet er nærmest hver eneste kamæleon man ser anderledes end den man lige så! Nedenfor har jeg tilføjet en masse billeder af de mange forskellige vi fandt!
4. Blad-hale gekkoer
På 4. pladsen finder vi endnu et krybdyr! Dette dyr har jeg ALTID gerne ville se i virkeligheden. Det er bare ikke altid lige nemt. Blad-hale gekkoen er nemlig et af de bedst kamuflerede dyr i hele verden, så man skal virkelig have øjnene åbne.
Det havde vi, men vi havde aldrig fundet gekkoerne uden vores guide. Han havde til gengæld fundet mange i sit liv, så vi var så heldige at se en 3-4 stykker på vores tur. Det fede ved dem er, at de ligesom kamæleoner ikke er ens. Her er forskellen, at hver eneste gekko er perfekt tilpasset til den gren de lever på. Hvis de ikke er det, så ville de jo ikke være godt kamufleret! Det var derfor helt utroligt at se, hvordan de fuldstændig faldt ind med omgivelserne.
Et fun fact om dem er, at de ikke selv tror 100% på deres kamuflage, så de sidder altid med hovedet nedad. Dette er fordi, at hvis en fugl skulle finde dem, så vil fuglen tage dem oppe fra, og derved halen. Så gekkoen kan stadig overleve.
3. Skildpadder
Jeg ELSKER skildpadder, og har før haft fantastiske oplevelser med de skønne dyr. Madagaskar var ingen undtagelse. Vi var på Sakatia, som er hjemsted for rigtig mange skildpadder. Her kan man snorkle med skildpadder helt tæt på. Langs bugten finder man hundredvis af skildpadder, som er på under 1 meters dybde. Man kan altså, hvis man vil, bare gå ud i vandet og se dem. Der er ingen koraller eller lignende, så det skal man ikke bekymre sig over.
Nogle af skildpadderne er enorme! De kan veje flere hundrede kilo, og et par stykker var større end vi var fra fod til ansigt. Det var en kæmpe oplevelse. Især for min kæreste, som aldrig havde oplevet skildpadder helt tæt på. Den oplevelse glemmer man aldrig. Sikke et fantastisk dyr.
2. Lemurer
Man kan simpelthen ikke have en liste over dyr på Madagaskar uden lemurer! Lemuren er nok det mest kendte dyr på Madagaskar. Nok hovedsageligt pga. Madagaskar filmene, men også pga. at mange zoologiske haver har lemurer.
På Madagaskar findes der over 100 lemurarter, og det er KUN på Madagaskar de findes. Vi så et par håndfulde af disse arter, men langt fra alle, da de er spredt meget ud over landet. Nogle lever i regnskove, andre i bjergene og nogle lever tæt på byer osv. Du skal derfor have rigtig lang tid i landet, hvis du vil gøre dig nogen forhåbning om at møde dem alle sammen.
Vi var så heldige både at møde den største og mindste lemur. Muselemuren mødte vi på en night walk, hvor vi så nogle af de natlevende lemurer. Den største lemur, Indrien, så vi flere forskellige steder. Indrilemuren er kendt for deres karakteristiske skrig, der kan høres flere kilometer væk. Det var SÅ højt. Vi oplevede det flere gange, og man holdt sig næsten for ørerne så højt var det!
Den mest magiske oplevelse var dog vores encounter med Sifaka lemuren. Den smukke rødebrune og hvide lemur oplevede vi helt tæt på, da vi gik med vores guide væk fra stien. Her fik vi en unik oplevelse, hvor tre lemurer legede og tumlede rundt lige foran os. Det var helt vildt! Vi stod og nød dem i flere minutter inden de besluttede, at de skulle videre.
1. Pukkelhvaler
Jeg var meget tæt på at have lemuren på førstepladsen, men den blev altså snuppet af de majestætiske pukkelhvaler! Grunden til dette er først og fremmest, fordi de er så vanvittig store! Dernæst, så var hele optakten til denne oplevelse bare unik.
Vi vidste godt, at der var hvaler, fordi vi havde set dem, da vi tog båden til Sainte Marie, men også fra strandkanten kunne man i horisonten spotte de smukke dyr. Vi havde dog aldrig regnet med, at de skulle komme så ”tæt på”… Vi tog ud på spidsen af øen og fløj vores drone afsted. Pludselig dukkede en legesyg hval op. Den hoppede rundt, og det var så fantastisk at se. Vi synes den var kæmpestor!
Pludselig fandt vi ud af, at det bare var en unge, og at den slet ikke var ret stor. Moren kom nemlig til syne under vandet og hun var enorm. Vi sad begge to og gik helt amok, mens vi fulgte med på den lille skærm! Tænk at et dyr kan være så stort og yndefuldt samtidigt. Det var virkelig en oplevelse vi aldrig vil glemme. Hold da op!
Det var mine 10 vildeste dyreoplevelser på Madagaskar! Jeg var på øen i tre uger, og den skuffede virkelig ikke. Sikke en oplevelse. Du kan læse meget mere om min tur til Madagaskar her.
Kan man slet ikke få nok af dyreoplevelser, så kan man læse om mine vildeste dyreoplevelser nedenfor.
Pingback:Madagaskar: Fem hurtige fra en kvindelig rejsende - The Student Traveller
Pingback:Madagaskar, Mauritius og Reunion i 3-4 uger - Min magiske rejse - The Student Traveller
Pingback:Madagaskar: De 10 bedste naturoplevelser - The Student Traveller
Pingback:Madagaskar: Fem hurtige om dyrelivet - The Student Traveller