Byernes by, lysenes by eller kærlighedens by? Kært barn har mange navne, og Paris lever op til dem alle sammen. Paris har det hele! Hvis du er til sport, gastronomi, kunst, historie eller bare smuk arkitektur, så er byen noget for dig. Det er måske også derfor, at Paris er den 2. mest besøgte by i hele Europa, kun overgået af London. De mange turister gør også, at hotelpriserne ikke er de billigste i verden. Vi boede på Mercure Paris Alesia, som ikke var helt i centrum, hvilket cuttede en stor del af prisen. Hotellet var dog ved siden af en metrostation, så man var i byen på ingen tid. Anbefaling herfra!
Med så mange ting at lave, kræver det også lidt forberedelse, hvis man vil se dem alle sammen. Derfor har jeg nedenfor strikket min top-10 liste sammen over de bedste seværdigheder og oplevelser i Paris. Vær klar til at blive fortryllet i den eventyrlige by.
1. Eiffeltårnet
Et af de mange varemærker i Paris er det storslåede Eiffeltårn. Ligegyldigt hvor du er fra i verden, så kender du Eiffeltårnet. Derfor er det også nummer 1 på min liste. Det er nemlig den ubestridt største seværdighed i byen.
Tårnet er navngivet efter ingeniøren Gustave Eiffel, som også er manden på Frihedsgudinden i New York. Det storslåede tårn er 330 meter højt, hvilket gjorde det til verdens højeste bygning, da tårnet blev indviet i 1889. I dag er der 3 etager i brug i tårnet. På de første to etager huser eksklusive restauranter og udkigsposter, mens toppen giver dig en af de bedste udsigter over byen.
Man kan komme op i tårnet, men man skal have en billet. Køerne kan godt blive meget lange, så det er en fordel at bestille hjemmefra. Jeg var ikke oppe i tårnet, men det var så storslået fra bunden af også. Du kan bl.a. gå hen til Palais de Chaillot og få en helt vild udsigt af tårnet fra det smukke palads. Her ser man også en masse sælgere sælge hjerteballoner, kærligheds låse osv., som forelskede par flittigt handler.
Husk at besøg Eiffeltårnet om dagen, men også om aftenen, hvor der er lysshow.
Indgangspris (2023): Prisen varierer fra 2€ til 28€ alt efter om man vil til toppen eller 2. sal. Der er også forskel i prisen, alt efter, om du vil gå langs trappen eller tage elevatoren.
Årlige besøgende (2021): 7.000.000 turister betaler, hvert år, for at komme op i tårnet.
Pro-tip: Man kan sagtens nyde Eiffeltårnet fra jorden af. Man behøver altså ikke op i det store tårn.
2. Château de Versailles (Versailles slottet)
Hvis du skal gøre dig selv en tjeneste, så skal du tage toget til Versailles og se det eventyrlige slot. Du kan tage toget fra flere togstationer i Paris, også stå af ved stationen, Versailles Château Rive Gauche. Derefter begiver du dig bare mod slottet.
Slottet er et af de flotteste slotte jeg nogensinde har set, og er en helt anden stil end de gamle slotte, jeg så, i Rumænien. Det er dog ikke kun slottet der er fantastisk. Både slottet og de storslåede, og perfekt klippede, haver er er del af UNESCO’s verdensarvslister.
Slottet er kæmpe stort og menes at have en værdi på omkring 200-300 milliarder euro, hvis man skulle anslå det i dag! Det er helt vanvittigt. Man kan også besøge meget af slottet indvendigt, ligesom man kan gå i haverne udenfor. Jeg synes, at Versailles Slottet er en af de bedste seværdigheder og oplevelser i Paris!
Indgangspris (2023): Gratis, der er dog lukket på selve slottet om mandagen.
Årlige besøgende (2021): 10.000.000 gæster det utrolige slot og smukke haver, hvert år.
Pro-tip: Hvis du vil nyde en mere stille dag, så kom om mandagen. Her er der lukket på selve slottet, men man kan gå i haverne, og slottet er også storslået udefra.
3. Louvre
Arkitekturen ved Louvre er allerede beundringsværdigt inden man går ind i museet. Når du kommer til slotspladsen bliver du mødt af en kæmpe glaspyramide… dette er indgangen til museet, og faktisk nok også det mest fotograferede sted på museet.
Det kolossale museum er mere end 200 år gammelt, og blev grundlagt af Napoleon den første. Udover at være spektakulært, så er Louvre også det mest besøgte museum i hele verden. Og med god grund! Museet er inddelt i 8 store afdelinger, hvor den mest populære afdeling huser det mest berømte maleri i hele verden, Mona Lisa. Det verdenskendte maleri af Leonardo da Vinci, får folk til at flokkes til museet, hvilket også gør, at der altid er kø til at se det overraskende lille maleri. Maleriet har en anslået værdi på mere end 6 milliarder danske kroner. Det er fuldstændig vildt! Der er ikke noget at sige til, at det gemt bag adskillige glasplader og sikkerhed.
Hvis man måske har besøgt Louvre før eller hvis man virkelig elsker museer, så ligger kunstmuseet Musée d’Orsay også i byen.
Indgangspris (2023): Hvis du er et barn eller mellem 18-25 år og EU-borger, så er det gratis. For voksne er prisen 15€. Der er dog dage, hvor der er gratis entre for alle. Det er dog få dage, og der skulle være meget crowdet disse dage.
Årlige besøgende (2022): Før Covid-19 besøgte over 10.000.000 gæster museet! Grundet restriktioner var antallet i 2022 7.800.000 gæster.
Pro-tip: Bestil billetter hjemmefra, da dette kan spare en masse tid! Bestil også en tidlig tid, da der er meget at se.
4. Sacre Coeur
På toppen af Montmatre ligger en fantastisk smuk kirke. Her har man den bedste gratis udsigt over hele Paris. Kirken er nemlig det 2. højeste punkt i Paris efter Eiffeltårnet. Det koster godt nok penge at komme op i toppen af kirken, men udsigten fra bunden er også fabelagtig.
Når du besøger kirken, så er du også nødt til at besøge området rundt om. Her skal du gøre dig selv den tjeneste at tage til Place du Tertre. Montmatre er nemlig også et af de mest kendte kunstkvarterer i Frankrig. Her finder du kunstnere på gaden, som maler potrætter og andre smukke malerier af byen. De er virkelig talentfulde. Ellers så bare følg turistmængden rundt og bare nyd gaderne. De er charmerende.
Indgangspris (2023): Selve katedralen er gratis, men det koster 8€ at gå op i den store kuppel.
Årlige besøgende (2021): over 10.000.000 turister besøger kirken, hvilket gør det til den 2. mest besøgte i Paris.
Pro-tip: Køb billetten til at gå op i toppen. Du får den bedste udsigt over Paris. Billetten købes i indgangen.
5. Champs-Élysées og Triumfbuen
Er du cykelgal ligesom mig? Så SKAL du besøge Champs-Élysées og Triumfbuen. Den legendarisk gade er, sammen med Triumfbuen, her hvor Tour de France plejer at slutte. Derfor tiltrækker det selvfølgelig turister til sig verden over.
Udover det, så kommer der selvfølgelig også andre turister. Den verdensberømte gade huser nemlig nogle af verdens mest eksklusive butikker. Så hvis du er klar på lidt high-end shopping, så er dette også stedet!
For enden af gaden finder man så den kæmpestore Triumfbue. Faktisk blev jeg meget overrasket over, hvor stor den var! Der er ikke noget at sige til, at dette er en af de mest berømte seværdigheder og oplevelser i byen. Man kan se Triumfbuen ganske gratis, og faktisk komme over under den. Det koster dog penge at besøge toppen af Triumfbuen. Vi nød den bare nedefra, da dette virkelig var fedt for os, som store cykelfans.
Indgangspris (2023): Champs-Élysées er gratis, men det koster 13€ at komme op i toppen af Triumfbuen for voksne.
Årlige besøgende (2021): 7.000.000 turister besøger den berømte gade Champs-Élysées, hvert år.
Pro-tip: Hvis du bor i EU er det gratis at komme op i Triumfbuen, hvis du er mellem 18-25 år.
6. Parc zoologique de Paris (Paris Zoo)
Jeg arbejder i en zoologisk have til dagligt, så selvfølgelig skulle jeg også besøge den officielle zoo i Paris. Parken kommer derfor også på listen her, da det virkelig er en oplevelse for hele familien. Parc zoologique de Paris lukkede fuldstændig i 2008, og 6 år frem, da den skulle gennemgå en total renovering. Dette kan man virkelig godt se. Parken er virkelig moderne, der er pænt og ryddeligt, og dyrene har den plads, de skal bruge.
I parken finder man 180 forskellige arter og over 2000 dyr. Der er altså nok at se, hvis man besøger den zoologiske have.
Indgangspris (2023): 20€ for voksne og 15€ for børn.
Årlige besøgende (2021): Jeg kunne ikke finde ud af, hvor mange besøgende der var, men der er 180 dyrearter i parken fordelt på over 2000 dyr.
Pro-tip: Spis eller få noget at drikke ved den smukke restaurant ved den store klippe (du ved det, når du ser den). Udsigten er helt eminent. Parken er også kendt for den store 65 meter høje kunstige klippe, så du kan ikke undgå at se den.
Pro-tip (for zoo medarbejdere): Hvis man tilfældigvis arbejder i en zoo eller lignende i Danmark, så tjek om din zoo er en del af EAZA. Hvis den er det, kan man komme gratis ind, ved hjælp af dit medarbejderkort.
7. Se en fodboldkamp på Parc des Princes
Det er dog ikke kun cykelfans, der valfarter til Paris. Parc des Princes er nemlig hjemsted for et af de bedste fodboldhold i verden, Paris Saint-Germain. Her kan du bl.a. se Lionel Messi, Kylian Mbappé, Neymar og mange flere optræde foran mere end 40.000 fans, hver eneste hjemmekamp.
Hovedårsagen til, at jeg rejste til Paris, var faktisk for at se PSG spille. Så hvis du ligesom mig, er kommet for at se fodbold, så skal du glæde dig! Stadionet er virkelig flot, og der er god stemning på gaden før og efter kampen. Der er også en masse lokale, som står og griller diverse ting foran stadion, hvis man bliver sulten.
Du bliver dog nødt til at booke en fodboldtur hjemmefra, da der sjældent er billetter på kampdage, og hvis der er, så er de meget dyre.
Indgangspris (2023): En voksenbillet er kun 25€ for de billigste, hvis man er så heldig at få dem, når de kommer ud. Dette sker dog sjældent, så forvent langt højere priser.
Årlige besøgende (2021): Over 40.000 fodboldfans ser PSG spille på Parc des Princes, hver kamp!
Pro-tip: IH-Rejser arrangerer fodboldture til bl.a. Paris, hvis man er træt af dårlig kundeservice hos store resale-billetsælgere som ViaGoGo.
8. Spis formidabel mad
Frankrigs køkken er et af de mest anerkendte i hele verden. Derfor er det selvfølgelig oplagt at udforske den fantastisk gastronomi landet har at byde på. Især i Paris er det nok at vælge mellem. I byen finder du nemlig intet mindre end 108 Michelin-stjerner, hvilket gør det til den by i verden med anden flest stjerner.
Det gatronomiske niveau er derfor i top! Vi spiste på restauranten Virtus, da vi var i Paris. Her får du 1-stjernet Micehlin mad til en udmærket pris. Det var helt fantastisk mad, som jeg håber alle vil prøve. Man kan dog også sagtens få god mad, uden at det skal være Michelin mad. Der er utallige smukke franske restauranter, hvor man kan nyde god fransk mad. Så jeg vil helt klart anbefale, at man sætter sig ned og finder ud af, hvor man vil spise, da der er så mange muligheder.
Indgangspris (2023): Meget forskelligt.
Årlige besøgende (2021): 33.000.000 millioner turister besøger smukke Paris hvert år
Pro-tip: Find gode restauranter på Tripadvisor, i stedet for at tage det første.
9. Jardin du Luxembourg (Luxembourg haverne)
En af de bedste gratis oplevelser og seværdigheder i Paris er Luxembourg haverne. Haverne befinder sig bag det storslåede Luxembourg Palads, som helt klart gør stedet endnu flottere. Bagved slottet finder man et stort bassin, hvor man kan leje en lille båd og sejle rundt med i bassinet.
Derudover er parken, ligesom mange af de andre parker i Paris, blevet passet perfekt af gartnerne. Det er virkelig hyggeligt og flot at bevæge sig rundt mellem træerne og se gamle græske statuer og dyre skulpturere.
Der er også en stor legeplads, tennisbaner, basket baner og meget andet i parken, som tiltrækker alle aldre.
Indgangspris (2023): Gratis.
Årlige besøgende (2021): Jeg kunne desværre ikke finde ud af, hvor mange som besøger parken om året.
Pro-tip: Sæt god tid af til parken. Der er 106 statuer i parken og en masse andet smukt.
10. Notre Dame
En af de mest kendte seværdigheder i Paris er uden tvivl Notre Dame! Den store katedral kender de fleste mennesker også, og den er også mægtig, når man ser den udefra. Det tog næsten 200 år at bygge katedralen, men tiden var ikke spildt. Arkitekturen er simpelthen fantastisk, og man skal lige stoppe op og skue en ekstra gang, når man kommer til kirken.
Grunden til at Notre Dame er på 10. pladsen over oplevelser og seværdigheder i Paris, er simpelthen fordi, at den er lukket indvendigt. En stor brand i 2019, har gjort, at katedralen har været lukket indvendigt lige siden, mens den restaureres. Derfor kan den kun ses udefra og på afstand. Dette er selvfølgelig ærgerligt, men jeg synes stadig, at den er et besøg værd!
Indgangspris (2023): Gratis (Da man kun kan se udenfor)
Årlige besøgende (2021): Omkring 13.000.000 turister besøger Notre Dame hvert år.
Pro-tip: Notre Dame er i øjeblikket lukket grundet branden i 2019, så ingen grund til at bruge tid på at finde billetter.
Det var alt for mine bedste oplevelser og seværdigheder i Paris! Jeg håber, at du er blevet inspireret til at besøge byernes by efter denne gennemgang.
Det skal dog nævnes at der er så meget mere at se i byen end disse ting. Af ting som man skal opleve, er bl.a. bare at gå langs Seinen, som deler byen op i to dele. Hvis man vil have lidt afslapning, kan man også tage en sejltur på floden.
Ellers så finder man også Disneyland Paris udenfor byen, mens store seværdigheder som Tuileries-haverne, Palais Garnier, Pantheon og Musée de l’Orangerie. Disse seværdigheder nåede jeg dog ikke at se på min tur, men de skulle også være fabelagtige.
Pingback:De 12 bedste oplevelser og seværdigheder i Barcelona - The Student Traveller