Drømmer du om at rejse til en af de mest ikoniske destinationer i Mellemøsten? Så skal du læse med her. Jeg har nemlig samlet de 10 bedste seværdigheder og oplevelser i The City of Gold, Dubai. Dubai er kendt for sin imponerende blanding af moderne arkitektur, luksuriøse resorts og fantastiske shopping muligheder, men du kan også finde ørken og en fantastisk gammel bydel.
Nedenfor giver jeg mit bud på, hvilke ting du bare skal se, hvis du besøger mastodontbyen. Dubai tiltrækker mange millioner turister hvert år. De fleste leder efter et luksuriøst getaway, men også store sportsstjerner kommer til hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater for at genoptræne pga. de fantastiske forhold byen kommer med, hvis man er sportsstjerne.
Burj Khalifa
Verdens højest bygning… Hvad mere behøver man at sige? Burj Khalifa er et must visit, hvis du besøger Dubai! Faktisk kan du nærmest ikke besøge Dubai uden at se Burj Khalifa, da den med sine 828 meter stikker langt op i skyerne. Så man kan næsten ikke undgå at se det eminente bygningsværk.
Der sker mange ting omkring Burj Khalifa, og der er mange måder at opleve den høje bygning på. En af dem er at komme op i nogle af de høje etager. Dette er dog også klart den dyreste måde at opleve Burj Khalifa på. Vi var ikke deroppe, da vi synes det var for dyrt. I stedet gik vi rundt omkring The Dubai Fountain og Dubai Mall, og nød synet! Bygningen er så høj, at det var virkelig svært at fotografere sig selv med hele bygningen. Vi gjorde dog et ihærdigt forsøg!
Burj Khalifa er uden tvivl et af verdens mest betagende arkitektoniske vidundere. Det er ikke kun en bygning, men en symbolsk manifestation af menneskets evne til at drømme stort og skabe noget enestående. Jeg synes at det var så vildt at se Burj Khalifa i virkeligheden, og man forstår slet ikke, hvordan man har kunne bygge den.
Indgangspris (2023): 738,- koster det at besøge etage nummer 124, 125 og 148, som er det højeste man kan komme.
Årlige besøgende (2022): 16.730.000 besøgte Burj Khalifa i 2022, hvilket gør det til en af de mest besøgte attraktioner i verden.
Pro-tip: Man kan sagtens nyde Burj Khalifa uden at bruge penge på at komme op i toppen.
Burj al Arab
Ude på en kunstig ø står mægtige Burj al Arab, som er 14 meter højere end Eiffeltårnet. Hotellet er et af de mest eksklusive hoteller i hele verden, og med god grund. På hotellets ’pude-menu’ kan gæsterne vælge mellem 17 forskellige slags puder, som de kan sove med! Det er helt vildt. En anden fun-fact om hotellet er, at det er i Guinness World Records for at have den dyreste cocktail nogensinde. Til orientering koster den over 50.000 danske kroner…
Hotellet er kåret til det mest luksuriøse hotel i verden, og det første 6-stjernede hotel i verden. Det siger lidt om, hvad vi har at gøre med her! Man kan heller ikke bare besøge hotellet. Man kan tage derind og spise morgenmad eller drikke kaffe, men ellers er alle alternativer for at se hotellet meget dyre!
Man kan dog se hotellet fra afstand! Bl.a. fra indgangen til øen, ser man et hav af turister fotografere foran hotellet. Derudover kan man også se hotellet stå flot udover den arabiske golf fra Sunset Beach. Vi så hotellet fra indgangen og fra Sunset Beach, og det var så fint. Vi havde ikke i nærheden af de penge det krævede at besøge hotellet.
Indgangspris (2023): De billigste værelser ligger på omkring 6700 pr. nat, når de er billigst.
Årlige besøgende (2022): Der er 202 værelser på Burj al Arab, som er meget velbesøgte af de velhavende turister
Pro-tip: Hvis du gerne vil have den bedste udsigt over hoteller, så tag til Sunset Beach og se solnedgangen over det mægtige hotel.
Ta’ på tur til ørkenen
Selvom man ikke lige umiddelbart kan se det, mens man er i Dubai, så er hele byen faktisk dækket af ørken. I det 18. århunderede blev Dubai grundlagt, som en lille fiskerby, da den er placeret perfekt ved kysten af den Persiske Golf og fungerede som et stort globalt transportknudepunkt.
Så hvis du bevæger dig væk fra de imponerende skyskrabere og glamourøse shopping centre er byen også hjemsted for en smuk og udfordrende ørken. Tag med på en spændende ørkentur og oplev den fortryllende skønhed som Dubais ørkenlandskab er.
Der er et væld af ture, man kan tage på ud i ørkenen. De fleste kan man booke på diverse sider som TripAdvisor eller Viator. Her bliver man afhentet på sit hotel, også er det ellers afsted. På turen kan man opleve beduinlejre, hvor man om aftenen kan opleve mavedansere og andre shows, mens du spiser et ægte beduinmåltid på de farverige tæpper.
Inden aftenen kommer skal man dog lige gennem ørkenen i rigtige ørkenbiler. Det er virkelig sjovt at suse rundt i de store sandklitter. Man kan også få lov at sand surfe på de store klitter, hvis man har mod på det! Det er også en sjov oplevelse. Inden aftensmåltidet skal man dog huske at nyde den magiske solnedgang, som altid er over ørkenen. Det er en oplevelse man sent vil glemme.
En ørkentur i Dubai er en enestående oplevelse, der giver mulighed for at komme væk fra byens travlhed! Det føles helt mærkeligt, at ørkenen er så tæt på storbyen, men det er den altså!
Indgangspris (2023): Ørken safari er en af de billigere attraktioner i Dubai. Priserne går helt ned til 140,- for en tur!
Pro-tip: Det virker umiddelbart til, at langt de fleste ture har det samme på programmet, så ikke vær bange for at misse noget, når du booker din tur.
The Dubai Fountain
Ud for Burj Khalifa og Dubai Mall finder man The Dubai Fountain, som er den største fontæne i verden med et lys- og vandshow! Fontænen finder man i den menneskeskabte ’sø’, der er lavet foran Burj Khalifa. Om aftenen lyser 6600 lys og 50 projektorer det hele op i et magisk show som man bare SKAL se, når man er i Dubai. Når showet går i gang, skyder vandkanoner vand helt op til 152 meters højde, hvilket er helt surrealistisk. Showet kører hver 30. minut mens det er mørkt.
Mens showet er i gang, ser man også hele Burj Khalifa lyse op i forskellige farver! Her kan man bl.a. sende hilsner, hvis man har den helt store pengepung fremme. Derudover viser den tit hilsner omkring religiøse begivenheder eller sportsbegivenheder. Eksempelvis da Saudi Arabien vandt over Argentina i fodbold lyste Burj Khalifa op i Saudi Arabiens farver og flag.
Man kan dog også sagtens besøge springvandet om dagen. Det gjorde vi flere gange. Det er her, at man kan få rigtig gode billeder af Burj Khalifa fra samt nyde lækker mad og drikke ved de mange restauranter og boder.
Indgangspris (2023): Det er gratis at komme og se det farverige show, men selve springvandet kostede 1.5 milliarder danske kroner at lave.
Årlige besøgende (2022): 92% af ALLE Dubais turister besøger springvandet!
Pro-tip: Springvandet er også smukt om dagen, her kan man sidde udenfor ved de mange restauranter i Dubai Mall, og have en fantastisk udsigt.
Jumeirah-palmen
Jumeirah-palmen er en kunstig skabt halvø, som har form som en palme. Oppefra er palmen helt fantastisk, hvilket også er derfor, at stedet er et af de mest berømte skydiving steder i hele verden! Den ikoniske palmeformede ø er et af de mest spektakulære ting du kommer til at se, og et fantastisk ingeniørarbejde. Langs palmen er der luksuriøse hoteller, strandklubber og meget meget mere.
Det mest populære sted på øen er nok det store og flotte Atlantis hotel. Det enorme hotel huser mere end 1500 værelser, og er en attraktion i sig selv. For at komme derover skal man med det fantastiske sky-train. Udover et storslået hotel finder man også nogle af de mest besøgte attraktioner i Dubai nemlig The Lost Chambers Aquarium, Aquaventure Waterpark og Dolphin Bay.
Indgangspris (2023): Det er gratis at besøge Jumeirah-palmen, men de mange attraktioner på og omkring øen koster penge. Nogle meget dyrere end andre.
Pro-tip: Der er også et stort springvand her, som også har et flot lysshow! Ellers så kan man købe mad på McDonalds, som man kan nyde i liggestole med udsigt til Atlantis hotellet.
Dubai Mall
Sammen med Burj Khalifa og Dubai Fountain er Dubai Mall med til at lave den gyldne triangel i Dubai. 3 af de største attraktioner er simpelthen nærmest limet sammen! Jeg har allerede beskrevet de to andre, men nu kom vi til den sidste, nemlig det gigantiske storcenter, Dubai Mall.
Faktisk er der en del kæmpe malls i Dubai, men det er her det største og vigtigste mall i Dubai. Det samlede butiksareal er på over 500.000 kvadratmeter, hvilket gør det til det største mall i hele verden! Centret er også enormt. Som i virkelig enormt. Det tager så lang tid at gå rundt, og det er næsten en hel motionsdag i sig selv at rende rundt derinde.
Du kan finde alle slags butikker i centeret. Både fra de helt dyre til de mere billige. Der er også en kæmpe food court, hvor man kan få alt det mad hjertet begærer. Sæt dig udenfor og nyd udsigten til Dubai Fountain eller sid indenfor, hvis vejret er alt for varmt!
Indgangspris (2023): Gratis
Årlige besøgende (2022): 97% af alle Dubais turister besøger Dubai Mall hvert år! Det er næsten 14.000.000 turister hvert år. Derudover besøger flere lokale også centeret.
Pro-tip: Du kan godt sætte en dag af til Dubai Mall og de omkring liggende ting. Altså Dubai Fountain og Burj Khalifa.
Kør i superbiler (eller kig på dem)
Dubai er kendt som et af verdens mest luksuriøse og ekstravagante rejsemål, og intet symboliserer denne glans og overflod bedre end byens utrolige samling af superbiler. Fra hurtige sportsvogne til eksklusive luksusbiler er Dubais gader en sand legeplads for bilentusiaster.
Ved alle de store hoteller står der døgnet rundt superbiler parkeret. Hvis der ikke står superbiler ved hotellet, er det så overhovedet luksuriøst? Bilerne er faktisk til gæster, fordi det er ikke kun ejerne af disse superbiler, der nyder godt af dem. Dubai tilbyder også en række unikke oplevelser for besøgende, der ønsker at komme tættere på disse fantastiske køretøjer. Man kan enten selv køre en bil eller få en dygtig chauffør til det.
Vi gjorde ingen af tingene, fordi at det for os var nok bare at kigge på de mange eksklusive biler. Men hvis du er en bilentusiast eller blot ønsker at opleve Dubais eksklusive bilverden, så er dette virkelig en oplevelse for dig.
Indgangspris (2023): de billigste kan nok køres fra 600,-, men derefter stikker priserne også af!
Pro-tip: Du kan tit leje bilerne på hotellet, men det er ofte også dyrere. På nettet kan man finde steder, hvor man også kan få et større udvalg af biler. Hvis man gerne vil køre rigtig stærkt, så er Dubai også hjemsted for Dubai Autodrome, en imponerende racerbane, der tiltrækker motorsportsentusiaster fra hele verden.
Den gamle bydel
Dubai har ikke altid været en mastodont by med vilde byggerier, dyre biler og rigmænd. På den anden side er Dubai Creek finder man nemlig den gamle bydel. Bydelen er proppet med markeder og små butikker og det føles som at træde ind i en tidslomme, når man ankommer. Husene er bygget af koralsten og kalkmørtel, og det er meget fascinerende og gå gennem de små gader og se, hvordan liver var engang.
Man finder også et museum, som forklarer om Dubais historie. Museet er beliggende i Al Fahidi Fort. Museet giver et fascinerende indblik i Dubais historie, dets transformation fra en fiskerlandsby til en moderne metropol. I butikkerne på gaderne kan man købe et væld af krydderier, silke og andre spændende ting. Sælgerne er dog meget ivrige, så det skal man lige være klar på.
Vi var meget tilfredse med, at vi besøgte bydelen, da det virkelig er en kæmpe kontrast til den alt larmen i storbyen. Jeg vil mene, at Dubais gamle bydel er en sand skat af kulturel arv og historie. Den vildeste kontrast er næsten, når man står og kigger over på den anden side af Dubai Creek. Her står alle skyskraberne i vejret, og det er fascinerende at se, hvor langt teknologien er kommet i dag.
Indgangspris (2023): Gratis
Årlige besøgende (2022): 14.360.000 mennesker besøgte Dubai i 2022. Det er dog langt fra alle, som besøger den gamle bydel.
Pro-tip: Der er rigtig mange sælgere her. Så vær forberedt på at de tager fat i en og vil sælge dig ting. Bare gå videre uden at snakke med dem, det er altså bedre end at sige hej og begynde at snakke. Hvis du ønsker det, så kan du også svare ‘La, shukran‘, som betyder nej tak på arabisk. De respektere oftere svaret på arabisk end på engelsk
Ta’ på stranden
Når du er i Dubai, så bliver du også nødt til at besøge en strand. Ørkenstaten er pakket med fantastiske strande, som bare venter på at blive besøgt. Faktisk er det svært at vælge en strand, da de alle sammen er magiske.
Vi havde ikke mange dage i Dubai, så vi var faktisk kun på stranden én gang! Her besøgte vi en af de mere stille strande, Sunset Beach. Stranden er også kendt som Umm Suqeim beach og har en formidabel lokation. Som navnet angiver, så er stranden fantastisk at se solnedgangen fra. Derudover har man også her, et af de bedste udsyn til det mægtige Burj al Arab. Der er også en løbe rute langs stranden, som fortsætter helt ud og forbi Kite Beach. Jeg var på turen en af dagene, den er så flot!
Der er dog mange strande, så det er bare at vælge. Jumeirah Beach og Al Mamzar Beach Park er blandt de mest populære. Sidstnævnte koster dog penge, men skulle eftersigende være pengene værd.
Indgangspris (2023): Gratis
Årlige besøgende (2022): Det var ikke nemt at finde, hvor mange der besøgte strandene, men der er rigtig mange mennesker, grundet det konstante gode vejr.
Pro-tip: Der er mange fantastisk flotte strande, så man behøver ikke vælge den mest populære for at være tilfreds.
Bo på luksushoteller
Dubai er kendt for dets glamour, flotte hoteller, dyre restauranter og dyre biler. Derfor er det selvfølgelig en oplagt mulighed at bo på et rigtig fint hotel. Hotellerne i Dubai er faktisk heller ikke alt for dyre. Jo, der er selvfølgelig hoteller, som stikker langt af mht. prisen. Der er dog også mange flotte 4-5 stjernede hoteller, som ikke er alt for dyre.
Det skyldes simpelthen at konkurrencen er så stor. Derfor bliver prisen også presset i bund, og du kan få fat i nogle gode tilbud. Vi boede på Atana Hotek, som var rigtig fint! Mange af hotellerne er dog ikke i centrum, men det er lige meget, fordi stort set alle hotellerne har gratis shuttlebusser ind til de forskellige attraktioner.
Indgangspris (2023): 400,- og op efter pr. nat.
Årlige besøgende (2022): Over 14.000.000 turister overnatter i Dubai, hvert år!
Pro-tip: Tjek hvor langt hotellerne ligger fra de forskellige attraktioner eller om dit hotel har en shuttle bus til eller fra tingene. Mange hoteller har, men det ville være træls, hvis lige præcis dit hotel ikke har.