De 10 bedste oplevelser og seværdigheder i Rumænien

Vil du gerne på en billig ferie, så er Rumænien lige noget for dig! Landet er fantastisk smukt, og har en masse at byde på, hvis man rejser på budget (Du kan finde mange flere budget-rejser fra mig her: Budget-venlige rejser). Landet er kendt for de tonsvis af gamle slotte, som præger stort se alle dele af landet. Heriblandt det famøse Dracula slot i Transylvanien, hvor Dracula levede for mange år siden. Også Netflix hitserien ’Wedensday’ er optaget på et af de mange slotte. Man kan dertil besøge Rumænien alle tider på året, og både Billund og København har direkte fly til hovedstaden Bukarest. Nedenfor vil jeg forsøge at komme med mit bud på de 10 bedste og mest seværdige ting at foretage sig, hvis man besøger Rumænien. Enjoy.

Smukke Rumænien
Rumænien
Det unikke snelandskab finder man ikke mange steder

1.      Peles slot (Peleş Castle)

Der er SÅ mange slotte i Rumænien. Vores tur gik hovedsageligt fra Brasov til Bukarest, så det var langt fra alle vi så… Af dem vi så, var dette slot klart det flotteste. Slottet er bygget for 150 år siden, og befinder sig i Carpathian bjergene, hvilket gør, at udsigten er fantastisk. Slottet er 3200 kvadratmeter stort og har intet mindre end 30 badeværelser!

Turen op til slottet er virkelig flot, og der er en dejlig stemning fra de besøgende. Man kan også besøge slottet indvendigt, og her er udsmykningen helt fantastisk. Det var uden tvivl også det flotteste slot, indvendigt, af dem vi så. Herinde kan man finde flotte udsmykninger i guld og andre flotte farver. Jeg var helt vild med det indvendigt, da det ikke var ligesom mange andre slotte og kirker. Der var ikke et ret stort præg af religion, hvilket gjorde det ret unikt i forhold til, hvad man plejer at se.

Hvis man tager til Rumænien, så SKAL man se dette slot.

Indgangspris (2023): 45-90,- alt efter om man vil besøge 1. etage eller ej.

Årlige besøgende (2021): 500.000 turister besøger slottet hvert år.

Pro-tip: Stå af ved togstationen Sinaia, og gå op til slottet. Det er en flot tur, hvor man får set lidt af hvert.

Det fantastiske Peles Castle
Slottet var smukt udsmykket indvendigt

2.      Bran slottet (Draculas slot)

Dette slot her, er helt sikkert det slot, som flest kender! Det er nemlig kendt fra Bram Stokers legende om Dracula. Vampyren Dracula er faktisk baseret på en virkelig person. Sådan siges det i hvert fald. Historien om Dracula kan nemlig sammenlignes med krigshæren Vlad Dracula Țepeș. Dracula betyder djævelen, og man mente at historien var baseret på ham. Nyere forskning viser dog, at dette måske ikke er tilfældet. Ikke desto mindre, så var han en forfærdelig mand. Navnet Țepeș betyder nemlig ’spidderen’, fordi han simpelthen huggede hovedet af ofrene, og satte dem på spyd foran slottet. Det har derfor været drabelige scener for mange hundrede år siden.

Slottet er fra 1122, hvilket gør det en del ældre end slottet som indtog førstepladsen! Det gamle slot befinder sig på toppen af en klippevæg, som gør, at det ser meget majestætisk ud på afstand. Oppe på slottet, kan man også se de gamle fæstningsmure som har være igennem byen. Virkelig et spændende syn. Selve vejen op til slottet er så fed. Man går på de gamle sten hele vejen op til slottet. Her kan man besøge slottet, og se hvordan det så ud dengang. Vi var dog lidt skuffede over det indvendige, da der var alt for meget fokus på tv-figuren Dracula figuren herinde, og ikke så meget den virkelige historie.

Højdepunktet for os ved slottet var dog de mange små og fine boder ved indgangen. Nærmest som et loppemarked var det stillet op. Det var så hyggeligt at gå rundt og kigge, mens duften af dejlig mad hang i luften, fra de mange streetfood boder. Det var utroligt hyggeligt.

Indgangspris (2023): 60,-

Årlige besøgende (2021): 800.000 turister besøger slottet hver år, hvilket gør det til det mest besøgte slot i Rumænien. Faktisk er det den mest besøgte turistattraktion i hele Rumænien.

Pro-tip: Tag jer tid til at udforske de små boder og spisesteder ved slottet.

Det mægte Bran Castle
Inde og gå på gangene, hvor Dracula gik

3.      Nyd lækker rumænsk simremad

Rumænsk mad er nok ikke lige det første man tænker på, hvis man skal have vennerne på besøg og lave lækker mad… Ikke desto mindre, så laver de så lækker mad i Rumænien! Vi spiste for det meste i middelalderbyen Brasov, hvor de gamle bygninger nu huser lækre restauranter.

Vi brugte TripAdvisor til at finde de lækreste spisesteder, hvilket jeg altid gør! Her spiste vi på den bedste, 2. bedste og 3. bedste restaurant i byen (ift. rating på TripAdvisor), og det kostede nærmest ingenting. Hovedretter er mellem 30-100,- alt efter, hvad du skal have!

Specialiteterne i Rumænien er simreretter! Det er de helt fantastisk gode til. Vi fik derfor Gullasch, braiserede oksekæber og andet lækker mad. Vores to yndlingsrestauranter var disse: Ograda og La Ceaun. Her var der lækker autentisk rumænsk mad, som virkelig løb med vores hjerter. Hold op det var lækkert.

Pris (2023): 30-200,-

Årlige besøgende (2021): Der var ingen turister, da vi besøgte byen, så det vrimlede ikke med mennesker på restauranterne.

Pro-tip: Tjek TripAdvisor inden for at find de bedste restauranter! Spørg tjeneren, hvad de kan anbefale. Den svigter næsten aldrig.

Aftensmad på Ograda
Aftensmad på La Ceaun
Morgenmad på Le Petit Bistro

4.      Cantacuzino Castle

Har du set Netflix hittet ’Wednesday’, så har du muligvis lagt mærke til dette slot. Slottet befinder sig i Busteni, hvor man, ligesom ved Peles Castle, bare kan hoppe af toget, og gå mod slottet. Gåturen tager 15 minutter, og man kan bare følge efter menneskemængden, som skal den vej. Slottet stod færdigt i 1911, så det er en del nyere end Draculas slot. Vi var dog lidt trætte af, at der var så meget fokus på serien, da det lidt tog det historiske af stedet.

Ved slottet, er der en stor gårdhave, hvor man kan gå rundt. Udsigten udover bjergene er enestående. Den nød vi virkelig. Da vi var her, var der sne, så vi fik en kop varm kakao, mens vi sad og nød udsigten. Det var virkelig hyggeligt! Det skulle også være helt vildt flot om sommeren, hvor det hele er grønt. Her er også en masse forskellige skulpturer, som man kan nyde, når man går rundt.

På stedet finder man også restauranten ’Canta Cuisine’, som serverer lækker mad i de perfekte omgivelser. Vi skulle have spist der, men blev forhindret. Det så dog rigtig lækkert ud.

Indgangspris (2023): 25-80,- alt efter om man kun vil i haven eller også ind på slottet.

Årlige besøgende (2021): 200.000, men tallet forventes at stige efter Wednesday serien.

Pro-tip: Ta’ en kop varmt eller koldt at drikke, og giv jeg tid til at nyde udsigten, mens i nyder jeres drikkevarer.

Cantacuzino Castle fra Wednesday
Varm kakao with a view!

5.      Biserica Neagra (Black Church)

I Brasov er der den mest dystre kirke, jeg har set! Det er måske også derfor, at den har fået kælenavnet ’Black Church’. Kirken er dog ikke sort, men er præget af denne her fantastiske mørke gotiske stil. Kirken er også den største gothic kirke i hele Østeuropa! Navnet kommer dog ikke af stilen, men fordi en brand for 400 år siden gjorde væggene mere mørke. Kirken er helt tilbage fra 1300-tallet.

Man kan også komme ind i kirken, hvilket vi ikke var, fordi der hang så store istapper, at de var nødt til at lukke indgangen. De var simpelthen bange for, at gæster fik en istap i hovedet, når de gik gennem indgangen. Kirken skulle dog heller ikke være noget særligt indvendigt, så udvendigt er også helt fint!

Indgangspris (2023): 40,-

Årlige besøgende (2021): Det kunne jeg ikke finde data på, desværre.

Pro-tip: Spar penge og se kirken udvendigt helt gratis!

Den mørke Biserica Neagra om aftenen
Kirken er også smuk om dagen! Her med Brasov skiltet i baggrunden

6.      Piata Sfatului (Council Square)

Dette et centrum for den gamle middelalder del af byen Brasov. Her finder du rådhuset i midten. Rådhuset er nemt at kende med det store klokketårn i midten. Rundt om tårnet er der bare en kæmpe plads, hvor folk flokkes og færdes hele dagen. Hele vejen rundt om pladsen er de mest prominente cafeer og restauranter. Faktisk er mange af de højest ratede restauranter i byen lige rundt om her. Det hele er faktisk samlet et sted!

Stemningen er god, og der er intet, som tyder på, at folk tænker tilbage på de frygtelige hændelser, der fandt sted her for mange år siden. I Middelalderen blev stedet nemlig brugt som en plads, hvor offentlige henrettelser fandt sted… Sådan er det heldigvis ikke længere, og stedet vrimler nu med liv.

Indgangspris (2023): Gratis.

Årlige besøgende (2021): Brasov, med Piata Sfatului, er det mest besøgte sted i det centrale Rumænien.

Pro-tip: Spis på en af de nærtliggende restauranter for en gastronomisk oplevelse.

7.      Bo i luksus til ingen penge

Rumænien er utrolig billigt… Både mad og drikke er billigt, men det samme er hoteller og lejligheder. I Brasov boede vi i den flotteste studio lejlighed. Her boede vi i 3 dage for kun 1400,-. Lejligheden var på 6. sal (øverste etage), og med eget køkken, baedkar, tv og meget mere. Vigtigst at fremhæve var dog den dejlige jacuzzi, som stod på altanan. Her kunne vi sidde i 40 grader varmt vand, mens der var snevejr, og nyde udsigten udover bjergene. Det gjorde vi hver aften, også med en dejlig cola, vin eller noget varmt. Kæmpe anbefaling herfra i hvert fald. Stedet hed: Skylark – Singapore Penthouse with Jacuzzi & Panoramic View

Indgangspris (2023): 1400,- for 3 overnatninger.

Årlige besøgende (2021): Stedet så ud til at være booket meget af sommeren, men ikke her om vinteren, da der ikke var mange turister.

Pro-tip: Udforsk Airbnb eller Booking.com, for at finde de steder, som I bedst kan lide.

Vores egen jacuzzi på altanan
Fantastisk udsigt i det varme vand

8.      Brasov

Nu har vi allerede været igennem nogle af de skønne ting i Brasov! Der er dog nok at tage fat i. Den gamle bydel har også en gågade, hvor der er en masse fine butikker, som man kan shoppe i.

På toppen af bjerget er der et ’BRASOV’ skilt, som ligner ’HOLLYWOOD’ skiltet i Los Angeles. Det er en sjov lille tilføjelse til den ellers gamle by. Efter sigende kan man tage en skilift op til skiltet. Det prøvede vi dog ikke, men hvis man har tid, er det da en mulighed.

Der er også en smuk park i byen. Eller den var i hvert fald smuk da vi var der. Det kan være at parken ikke er ligeså pæn uden sne, who knows… I hvert fald kunne man sagtens gå en hyggelig tur her.

Der er også et moderne storcenter i byen, hvor der er kendte mærker, restauranter og en biograf.

Indgangspris (2023): Gratis.

Årlige besøgende (2020): 715.000 gæstede byen i 2020.

Pro-tip: Ha’ base her, hvis du vil besøge Draculas slot.

Piata Sfatului (Council Square)
Smuk gade tæt ved indre Brasov. Med den flotte snedækkede park til venstre

9.      Bukarest

Selvom Bukarest er hovedstaden i landet, er der faktisk ikke det store at lave her. Det er ikke fordi, at der er en masse attraktioner eller lignende at give sig til. Det er dog utrolig billigt at flyve hertil, og lufthavnen er fin og moderne. Fra byen er der også gode transportmuligheder med bus eller tog. Det er derfor en attraktiv by, hvis man skal rejse videre ud i verden eller landet.

Bukarest er faktisk kun det 3. mest besøgte sted i hele Rumænien, hvilket er lidt vildt, når man tænker på, at det er en hovedstad, og der ikke er mange andre nævneværdige byer, som folk kender.

Indgangspris (2023): Gratis

Årlige besøgende (2020): 560.000 turister besøgte Bukarest i 2020.  

Pro-tip: Brug byen som startskud til din rejse. Det er utrolig billigt at flyve hertil, hvilket gør det til en oplagt budget destination.

10. Tag de gamle toge fra Bukarest til Brasov

Vi brugte, som nævnt, det meste af tiden i Brasov. Problemet er bare, at der ikke flyver nogle fly dertil. Derfor skal man komme frem på andre måder.

Her er toget en brillant måde at komme frem på. Togene kører jævnligt fra Bukarest North Station, og de er utrolig billige. Det eneste man skal være opmærksom på er, at man tager et tog, som stopper i Sinaia og Busteni, hvis man vil se Peles- og Cantacuzino Castle.

Tog turen tager i omegnen af 2 timer og 14 minutter til 3 timer og 25 minutter. Det kommer an på, hvor mange stops, toget man er på, har. Man kan købe billetter på bilete.cfrcalatori.ro. Hjemmesiden er rumænsk, og ingen oversættelse er tilgængelig. Det er dog relativt simpelt, så man kan godt prøve sig frem derinde. Det tog lige tid første gang, men efter det, så gik det nemt!

Indgangspris (2023): 40-115,- alt efter om du booker billetten i forvejen eller om du køber i toget.

Årlige besøgende (2021): Togene var næsten fyldte, hver gang vi tog dem.

Pro-tip: KØB for guds skyld billetter online. Det er meget meget billigere + man får pladsbillet.

Stationen ved lufthavnen
Et af de flotte gamle toge indeni

4 kommentarer

  1. Pingback:De 10 bedste seværdigheder og oplevelser i Paris - The Student Traveller

  2. Pingback:De 12 bedste oplevelser og seværdigheder i Barcelona - The Student Traveller

  3. Pingback:De 15 bedste restauranter jeg har spist på i Verden - The Student Traveller

  4. Pingback:Top 10 attraktioner og seværdigheder i Krakow - The Student Traveller

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *